Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I. Norsk digtning. Folkeliv.
[. iuleaflenen.
Efter grundloven var paa Henrik Wergelanda tid jøderne utelukket
fra riket. Wergeland arbeidet ihærdig paa at skaffe dem adgang; han
fremsatte forslag for Stortinget gang paa gang. Først 6 aar ofter hans
død seiret hans tanke; men lians kamp for jøderne liar git os de «blom-
strende tornekvister» (som digteren kalder de to digtuinger) Joden
og Jodinden. Til Jøden hører dette digt. — Begvndelsen av diktet
er her noget forkortet.
Hvo mindes ikke
et veir han tror ei himlen mer kan skikke?
et veir hvis stemmes
forfærdelser ei mere kan forglemmes?
Ti alle tænkte: «Det maa være sendt
for min skyld ene;
orkanens tordner m i g, kun mig do mene:
min synd er bleven aandeme bekjendt.>
Men ravnen gjemte
sig selv i klippen, ulven sulten tæmte,
og neven vovede sig ikke ut.
I huset sluktes
hvert lys, og lænkehunden indeluktes.
I slikt et veir, da f aar du bønner, Gud!
I slikt et veir — det var en juleaften —
da nat det blev før dagens maal var fuldt,
befandt en gammel jøde, nær forkommen,
sig midt i Sveriges ørken, Tivedskogen.
Han ventedes til bygden denne side
fra bygdene paa hin, for julens skyld,
Ulven sulten tæmte; tvang sin sult, gik ikke ut, endda den var
sulten. — Vovede: vaaget. — Tivedskogen; cn bred skogaas
inellcm Vencrn og Vcttern i Sverige.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
