Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vinstok, som du liar meddelt os gjennem din tjener Jesus.
Ære være dig i evighet 1» Han tok av brødstykkerne
og spiste, drak av bægeret, og derpaa rakte han fat og
bæger til sin sidemand; denne gjorde paa samme vis, og
brød og vin gik bordet rundt uuder sagte bon. Pius mindte
til slut om forbilledct: Jesu sidste maaltid. Saa begyndte
samtalen igjen, og kjærlighetsmaaltidet blev fortsat. Plud-
selig borte de som sat ved midtgangen, borte i galleriet
mumlende stemmer og hurtige skridt. Kvinderne satte i et
skrik av forferdelse. Var de opdaget? Var det soldater?
Var det den romerske pøbel kanske? Men mændene sprang
op for at verge sig. Skridtene kom nærmere, og av mørket
steg frem en hoi pnrpurklædd skikkelse. Kappen var til-
støvet og tlenget i de trange og mørke ganger, men ansigtet
straalte av glæde. «Flavius!» gik det fra inund til mund.
Flavius tilhørte den familie som eide katakomben, og var
en av de fornemste mænd ved keiser Antoninus Pius’s hof.
Han hadde mange ganger været forklædt tilstede ved de
kristnes gudstjenester. Hans hustru var kristen, og i sit
hjerte var han det selv. Han hadde et vidunderlig glædes-
bud. Keiseren hadde faat vite om mordet paa de kristne;
men keiseren ønsket at alle mennesker i hans by skulde
føle sig lykkelige, ogsaa de kristne. Saa længe de i leke
skadet andre end sig selv, skulde de faa være i fred. Gud
hadde hørt sine barns bonner længe før og langt rikere
end de hadde vaaget at bede; slaver og frie faldt hverandre
0111 halsen under glædestaarer. Da tok profeten tilorde.
Han mindte om at gudstjeneste og maaltid ikke var slut.
Alle indtok igjen sine pladser, og nu læste han den sed-
vanlige bøn. Men han stanset ikke ved den. Bønnen
svulmet ut til en lovsang til den Gud som styrer himmelens
stjerner og leder menneskehjerter soin bækker; han saa i
aanden den tid da selve Roms keiser skulde bøie knæ for
den korsfestede fra Jødeland. Bonnens sidste ord blev
gjentat av alle, og klang gjennem de underjordiske rum som
feltropet fra en hær der seiersikker drog op fra mørket
for at vinde hele verden for sin herre: «Din er kraften og
herligheten i evighet. Hosianna, Davids Gud. Maranatha
(Herren er kommet)! Amen.» Hjalmar Holmquist.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
