Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Til venstre Staffeldt kurg for færden sætter
i staalfjærmarsj, en trodsig, stram gestalt,
til høire Gahn, en kjæmpekrop, men halt,
og over begge — glans av stjernenætter.
De drog mot sommerstuen der paa gaarden,
hvor vel et hundred’ mand av hæren laa.
De traadte ind; det lyste rødt paa aaren, —
de stanset begge ved det syn de saa.
Ti gulvet rundt i lys av tyriflammen
sat svensk og norsk som midt i dypest fred;
av samme knappe norske bit de bet
og nynnet lyse svenske viser sammen.
De kvak ihop ved Gahns og Staffeldts stemme;
de gjorde hastig, halvt i skam, honnør.
Da hændte ett, som Staffeldt ei kan glemme:
von Gahn han snudde tungt og drog paa dør.
Der stod han længe still med oine fulde:
«Bror Staffeldt! Se, så underbar en kvall!»
Og Staifeldt svarte kort og hæst: «Javel!
Det er saa klart; — vi faar nok mere kulde!»
Til næste stue gik de. Der var stille.
De svenske «gossar» laa i seng, paa baar;
men gulvet rundt, paa halm og ussel fille,
lua slitne nordmænd, blødende av saar.
Der hørtes av og til et støn i rammet;
saa kom paa norsk ct stille ord til svar.
Yon Staffeldt stod; von Gahn forsvunden var —
han hadde folkefredens rost fornummet.
Men kommen under vinternattens livælving,
han stanser, venter, raadløs rundt sig ser:
«Bror Staffeldt!» kom det som en dæmpet
skjælving,
<— mitt sjuka ben! Jag stoder mig på Er!»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
