Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 18 —
sultaner, om Walter Scotts riddere og om Snorre
Sturlasons sagakonger. Selv forsikrer hun, at
alt dette var det mindst originale og det mest
umodne, som nogensinde er skrevet. Men hun
skrev og skrev. Og naar hun ikke skrev, brugte
hun tiden til at gaa og vente paa lykken. Og
lykken skulde bestaa i, at en eller anden
fremmed, som var oplyst og mægtig, ved et
underbart tilfælde skulde opdage, hvad hun havde
skrevet og finde det værd at trykkes. Siden
vilde resten gaa af sig selv, bare være sorgløs
og glad.
Men da dette mærkelige med „den
fremmede" endnu ikke var hændt, da hun var blit
20 aar, begyndte hun at bli utaalmodig. Hun
undred sig over, hvorfor lykken ikke vilde komme
til hende. Kanske trængte hun flere
kundskaber? Kanske trængte hun at se mere af verden
end gaarden hjemme? Og siden det våred saa
længe, førend hun kunde forsørge sig selv som
forfatterinde, burde hun vel lære noget, saa hun
kunde faa noget andet at leve af?
Og saa reiser hun da til Stockholm for at
uddanne sig til lærerinde.
Nu gaar det en lang tid, hvor hun og
fortællingen havde tabt hverandre af syne, siger
hun. Men saa pludselig en dag, medens hun
gaar hjem fra en forelæsnig i literaturhistorie
om Bellmann og Runeberg, begynder gaden,
hun gaar paa, at hæve sig og sænke sig og hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
