Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 107 —
ned mod drageskibet for at ta imod sin brud,
da „glömmer prinsessan allt det hon skulle saga
och bikta. Hon glömmer, att hon ej är
Ingegerd. Hon glömmer allt, utom att hon vill bli
Olaf Haraldssons hustru."
Og bryllupet feires med pragt. Astrid er
ogsaa straalende vakker, saa Olaf straks fatter
kjærlighed til hende og aner ikke bedraget.
Og Astrid? Hun kan ikke angre, men
vel grue for opgjørets stund; thi for hver dag
som gaar, faar hun mere og mere øie paa hans
hellighed. Helgenglorien begynder at skinne for
hende som for Ingegerd.
Tilslut blir hun saa forpint og skyldbevidst,
saa trykket af hans hellighed og af sin egen
lidenhed, at hun vil smyge bort fra det hele og
drukne sig.
Men Olaf følger uset efter og griber hende
i sidste øieblik. Og saa begynder han at forstaa.
Hun har et eller andet bedrag paa sin
samvittighed.
Saa bekjender hun. Og ber ham dræbe
sig. Det er ogsaa hans første tanke; for nu er
han ikke længer den hellige mand; han er den
vilde kriger, som er vant til at dræbe. Han er
den krænkede, bedragne mand, som hans fiende
har tilføiet den skjændsel at gi en trælkvinde
til dronning.
Men saa gaar han op og ned paa bryggen
og kjæmper med sig selv, medens Astrid forsøger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
