Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 130 —
skyld. „Men hvad Gertrud angår, så tånkte
hon endast: Nu vet jag, att jag aldrig kan
lefva skild från Ingmar, utan alltid måste vara
tillsammans med honom för den trygghetens skull,
som utgår från honom." Og disse ord falder
saa gode og trygge og hjemlige efter alt
„ovä-sendet". Det var først senere, at vækkelsen
kom til Gertrud i sorgen over at miste Ingmar
og al den „tryggheten", som udgik fra ham.
Men lidt efter lidt var vækkelsen fuldbyrdet
i saa mange sjæle, at de blir et helt lidet
samfund, hvis motto er „enighed". Det er næsten
en skjæbnens ironi, at netop dette ord var deres
valgsprog; thi selv om de indbyrdes var enige,
saa saadde de uenighed og splittelse i alle hjem.
Og trods sorgen over at miste saa mange af
sine nærmeste, maatte det næsten føles som en
lettelse for de andre, da de endelig har sluttet
alle sine pinlige forberedelser og auktioner og
skal drage afsted.
Og saa kommer slutningskapitlet: „Afresan",
næsten ligesaa glimrende skrevet som
indledningskapitlet.
For alle de fine smaating hun her faar frem
i afskedens bløde og tunge stunder! Hun ved,
at da, naar man skal skilles og si farvel, da
blir selv de haarde sind veke, de kolde blir
varme, de tilbageholdne blir meddelsomme, det
som før ikke kunde siges, det blir hvisket
sammen med farvellet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
