Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
NAAR TANTE SPILLER PIANO.
67
Nu støder huu snart mod sangbunden der inderst
inde, den, som ligger over ungdomsminderne og
gir den fagreste klang, bun ved.
Og hun holder op at hakke og nikke; tonerne
hænger sammen, tællingen er overflødig —
ungdomsglæden dirigerer takten, mens overkroppen
vugger let, som dengang og dengang––
Vi lukker øinene og er med.
Hør disse underlige, antike toner. Kald
dem ikke hverken latterlige eller banale, for
uagtet de naturligvis er begge dele, saa er de
netop ingen af delene!
Le ikke af en gammel naiv, rosemålet kiste —
du kunde være glad til, du var den kisten, saa
naiv og grøn, saa sprutende rød som de roserne!
Men hør paa tante; spiller hun ikke netop
disse naive røde roser, som ingen torner synes
at eie, disse regelmæssige grønne blade uden
skygge og schattering, glæden ligetil og ren, uden
skygger og nuancer?
Bravo, tante, spil om glæden! Spil din
lykkelige tids uforfalskede glæde og fint duftende
romantik ind i vore forvænte nutidssind!
I moll gaar de alle hendes melodier; men
det betyr ingenting, det er livsglæden, de synger
om alligevel. Mollklangen er bare et lidet, koket
slør, som romantiken lægger over glæden, et slør,
som end mere fremhæver skjønheden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
