Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GAMMEL ARV. 117-
madamen. Sove nu? nei tak, til det var hun
altfor kisteglad.
Kanske hun kunde opdage flere ting, som
var kommet igjen. Hun titted under dynen paa
den lille.
Jo jo, der var æbleblomsten, som hun og
Halfdan havde set saa paa ivaar og blit enige
om havde den fineste, skjæreste farve af alle
blomster paa jorden! De smaa kinder, de
var jo to æbleblomstblade, dunbløde, svagt
mimende. —
Og Halfdan, han var saa kry af gutten, at
Astrid paastod, han en vakker dag vilde revne
af faderstolthed! -—
Astrid havde været oppe nogen uger nu og
stelte selv med gutten’sent og tidlig. Det havde
ikke kostet hende lidet stræv at lære at mestre
disse smaa balstyrige benene, som bare vilde
sparke alting af sig igjen. Men nu var da kunsten
lært, og hun vilde ikke mere betro nogen anden
at stelle med ham. Det gik forresten mærkelig
smaat med at faa kræfterne igjen, og hun var
i det hele saa forandret, at Halfdan rent studsed.
Alt det kjække, livsfreidige ved hende var borte,
mens hun gik aldeles op i en sygelig ømhed og
omhu for barnet. Og han, som engang havde
tænkt, at hun vilde komme til at ta sine
moderpligter lidt let. Jo, det saa ud til det; maade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
