Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
siar raadede paa Hybelen, var visselig de, hvori han selv
befandt sig mest i Ligevægt. Han var da ogsaa mindre
hjertelig i sit Væsen, selv mod mig.
Men saa kom der Tider, hvori Nodestolen fik staa i
Krogen.
Han kunde sidde lange Stunder og stirre hen for sig,
som han faldt i Staver, og saa paa sin Violin give sin
Stemning Luft i alskens Fantasier, der helt anderledes
end hans saakaldte klassiske Musik tiltalte mit iøvrigt
lidet musikalsk uddannede Øre.
Det var allehaande Smaastykker, der efterhaanden
mere og mere droges ind i hans egen Mol-Manér og
undertiden en underlig vemodig Melodi, som jeg dog
egentlig kun hørte ham spille rent ud nogle faa Gange,
og da altid som i en Art Selvforglemmelse.
Jeg havde ved disse Leiligheder en Følelse, som om
han betroede mig noget deiligt, han havde mistet i Livet,
og hvorover der altid maatte sørges.
Længere ude i en saadan Periode blev han som sagt
mere uregelmæssig og var sjelden at træffe hjemme,
kunde da ogsaa undertiden ironisere bittert over
Kammerater, Professorer og Tilstande, og for den, som det gik
ud over, næsten blodigt.
Jeg havde Privilegium paa at tage Nøglen og gaa ind
paa min Vens Værelse, ogsaa naar han ikke var hjemme.
Hang hans Violin ustelt, vidste jeg, at det var ilde fat,
og at hans egen Tilstand saa omtrent svarede til
Violinens. Det første, han gjorde, naar alt var vel igjen, var
ogsaa altid med Omhu at sætte den istand.
Aldrig havde jeg dog i hin Tid seet denne Øiesten
saadan henslængt og behandlet, som jeg nu tyve Aar
efter, gjenfandt den, støvet og sprukken hak Boghylden.
At jeg fik mine vemodige Tanker derved og af den
anede en lidet glædelig Livshistorie, vil Læseren
saa-ledes nu kunne forstaa og dermed forhaabentlig tilgive
mig, at jeg har ført ham med mig fra David Holst’s
Værelse, hvor jeg sad og ventede paa, at han skulde
komme med Punschen, saa langt ud i mine
Ungdomsminders Land.
I tre Aar havde vi saagodtsom daglig været sammen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
