- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / I Bind. Den Fremsynte. Tremasteren «Fremtiden». /
73

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ikke at være, og det baade for sin egen Skyld og for
vor Skyld, idet vi burde bruge de forestaaende to
Prøve-aar til at se, om der var virkelig Sandhed i vor
Kjær-lighed, eller om det kun var Børnetanker af den Slags,
som siden igjen dunstede bort af Sindet.

Med den Besked gik den gamle Klokker godmodigt
ud af Stuen.

Da vi var alene, fortalte Susanne mig hviskende,
hvorfor hun havde vovet at fortro sig til Klokkeren.

Hjemme havde hun nemlig hørt, at han engang i sin
Ungdom havde havt en ulykkelig Kjærlighed, og at
dette var Grunden, hvorfor han aldrig havde villet gifte
sig og siden var bleven saa underlig.

Dernæst tog hun med ivrig Hast op af Lommen —
hun gik endnu i sin gamle, blaarudede, korte
Hverdagskjole, der skulde slldes ud, men med «voksent» Haar
— et Kors af smaa, blaa Glasperler, som jeg skulde
bære om Halsen nærmest Brystet i en Silkesnor, som
hun ogsaa trak op af Lommen.

Op af Lommen med det meget i trak hun fremdeles
efter nogen Møie frem en liden Saks.

Det gjaldt nu en Krøl af mit Haar, netop den sorte
i Tindingen, hun længe havde sigtet paa, sagde hun, og
som hun agtede at forvare i Aflukket under sin
Kon-firmationsmedaillon.

Da jeg saa til Gjengjæld bad om en af hendes, som
jeg ogsaa «længe havde sigtet paa,» sagde hun, at det
ikke behøvedes, da det Perlekors, jeg havde faaet, var
trædet paa hendes eget Haar.

Saa var der noget, jeg maatte love hende, og som hun
havde udtænkt, medens hun sad hjemme og syede, for
da tænkte hun paa saa meget.

Det var, at jeg, naar jeg blev Student, skulde
forære hende en Forlovelsesring af Guld med Indskriften:

«David og Susanne» paa den ene Halvdel af
Indersiden, og paa den anden Side skulde der staa:

«Som David og Jonathan.»

Det var vore Forældres Uenighed, der havde bragt
hende paa den Tanke.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:17:40 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/1/0075.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free