Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Morten indsaa, at det var saaret Forfængelighed, men
ikke, at det tillige var den Dom, som Andreas
uvilkaar-ligt læste af hans egne Øine. — Andreas var mere
ømfindtlig, end han vilde være sig selv bekjendt, lige over
for Morten, af hvem han i Stilhed var ydmyget.
Et Par Dage havde han et Anfald af en meget mørk
Sindsstemning. Han laa bleg og syg oppe paa Sengen.
Endelig rykkede Andreas for sin bekymrede Ven ud
med, at han havde friet i Brev til Sorenskriverens
Datter, Julie, som oftere og nu sidst i Julen var i Besøg i
Huset; han havde elsket hende, helt siden han kom til
Onkelen og saa hende.
«Og nu» — sagde han tragisk, idet han reiste sig op
af Sengen — «er Historien ude! — Fuldmægtigen har
en Stilling, jeg har ingen, og hun har da svaret, som
hendes Fader vilde.»
Han begreb ikke, hvorfor han nu skulde læse og
arbeide, det var jo det samme altsammen.
Andreas’s Mine var mørk som Beg.
Morten syntes overvættes Synd i sin Ven; men ved de
sidste Ord spidsede han Ørene — det maatte for alting
ikke slippe did hen. Og saa huggede han blindt i med
den gamle Spore:
«Sorenskriverens Datter trode vel som de andre, at De
ikke kunde blive til noget!»
«Saa,» — sagde Andreas langsomt og fuldladet af
Krænkelse. Efter en Stunds Vuggen i sine bitre Tanker
tilføiede han:
«Men hun ialfald burde dog have troet anderledes.»
Morten taug tappert, uagtet den talende øiensynligt
ventede et Ord til Medhold i dette sidste.
Da reiste Andreas sig pludselig og sagde resolut:
«laften læser vi, Morten!»
Den blege Julie Schultz kom som før i Besøg.
De første Gange var der jo lidt Forlegenhed paa begge
Sider; Andreas var høitidelig ulykkelig, og hun oftere
lidt rød; men saa vidste han snart at komme ud over
dette kjedsommelige, og Spøgen og Lystigheden gik
som før.
13 — Jonas Lle: I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
