Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
andet end den overlegent stillede Beiler, der havde staat
for hendes harmfulde Fantasi, og hvem hun vilde mødt
med hele sin krænkede Stolthed. At han netop nu havde
søgt hendes Nærhed, modsagde alt, hvad hun i den
Anledning havde opgjort sig, og hendes skjulte heftige
Natur havde en angrende Trang til næsten at gjøre Bod for
den Uret, hun i sit indre hav3e tilføiet ham.
Det lidt fjerne, som lige efter Gjensynet havde lagt
sig over Edels Væsen, veg de følgende Dage efterhaanden
for et mere ligefremt, naturligt Forhold. Hun var nu
engang af de Naturer, der har en Ringmur om sig, og
derfor altid lidt tilbageholdende.
Men der var alligevel visse Ting iveien.
Uvant, som hun var til at tage Verdens Dom, følte
den unge Pige sig saar og pint ved, hvad han i sit stille
Sind muligvis gik og tænkte om alle de forandrede
Forholde i deres Hus.
En naturlig Maade at være paa eller et lykkeligt Ord
fra hans Side vilde have skaffet Luft for dette; men
dertil var Morten ikke fri nok i sit Væsen. Hvad der
vedrørte dem begge mere nært, kom saaledes aldrig paa
Tale.
Morten Jonsen havde Følelsen af, at hun med Overlæg
undgik at nævne om hans Livsplaner, og selv vilde han
ikke være den, der bragte dem ind i Samtalen.
Og dog varede det ikke længe, før disse to, der daglig
kun førte en lidt søgt almindelig Konversation, var paa
det rene med hinandens Følelser.
Ved Frokosttid kom de hver Dag ned i Stuen en god
Stund før de andre, og det faldt sig saa, at de ofte mødtes
i Dagligstuen ved de Tider, naar ingen anden var der.
Det var ganske tilfældigt naturligvis fra begge Sider,
og hun var altid optaget med sit; men det, saadan at
være alene, havde en egen Berusning for dem.
En Eftermiddag var hun ude for at tilse Elias Røst,
der laa syg, og Morten havde da lovet at hente hende
hjem.
De gik i deiligt Maaneskin, der forsølvede Fjeld og
Sund. Men paa hele Veien havde ingen af dem talt et
Ord. Da de skiltes i Gangen, sagde han pludselig:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
