Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
N iobe
Vinduerne hjemme paa Elvsæt, — did og ikke længere
. .. Mærkelig nok, akkurat did, — han skulde endogsaa
kunne beregne Linien...
Og der blev de staaende, — hvorfor ikke de tyve,
tredive Skridt længere frem, helt hen til Grinden? — Og
der vilde de, som det lod, biet staaende, om ikke
Frøken Minka — saare heldigt for, hvad der var passende,
— saa bestemt maatte være hjemme Klokken otte og
skjænke The til Frokosten ...
E—ndelig Farvel!
Og i lange Skridt pa’ede han Diagonalen hjemover for
der som tilfældigvis at kunne møde hende i Gangen eller
paa Trappen og i skjælvende Angst læse, gjætte af
hendes hemmelighedsfuldt tindrende Øine og oplivede Mine,
om det var Diagonalen, — den lige strake ned til Elven,
— han havde at styrte afsted ... Han saa den saa tydelig
som en Blækstreg over Sneen gaa bent, direkte hen til
de hvidgrønne Isstykker, som brød sig halvsmeltede i
Strømmen med det sorte Mørke under.
Bagefter studerede han oppe paa sit Værelse med
op-klorede Haandbager ... Var der sket noget... Var hun
tabt for ham___Eller blot paa Veie til det... Og han
hengav sig skridtende frem og tilbage til rasende,
brølende Fantasier. Han skulde ... H—an skulde ...
Om Eftermiddagen listede Minka sig op paa Gulsalen.
Hun stod ved det borteste Vindu, hvorfra hun kunde se
i det lysegraa Grustag derover ved Gjennemskjæringen
... Sektionschefen Varberg havde sit Kvarter kun en knap
Halvmil søndenfor paa en Bondegaard ved Elven.
Hun lyttede og lyttede... Det fo’r gjennem hende,
hvergang Damppiben deroverfra kløvede Luften, som
der laa mystiske Meddelelser i den, — Fløiten...
hidsige, korte Stød ... lange, melankolske klagende ...
pludselig vilde truende, fyldte af en Villiekraft, der tvang
uimodstaaelig ... De sislede og hvislede ondskabsfuldt,
giftig haanende med langt udtrukne Efterlyd ...
Naar Jernbaneulet skar i den låve, lange, vedholdende
Tone, hørte hun til i bleg Ekstase ...
Det var hans Villie, som byggede Bro i Luften over til
hende. Hun saa den spinde sig i et fint Netværk som af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
