- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / X Bind. Niobe. Naar sol gaar ned. /
91

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Niobe

91

han kom til at plage, og Stuen med Endre i var biet
ham ubehagelig.

Han hørte Hjulrammelen af, at Thekla kom nede i
Veien, og hvorledes Massi og Arnt og Minka støiede ude
paa Trappen og tog imod hende. Thekla lod sig
fortiden altid kjøre i Vogn op ad Bakken fra Bruget; der
ventedes om et Par Maaneder en liden Efterfølger.

Efterat have udsnakket om Bygget, beset og git Ordre
om de to udraadnede Spiler i Havegjærdet og en Stund
bekeget Bygningen, hvor Renden hang brudt, vandrede
han i Haven og stak med Stokken i Vinløvet under
Husmuren.

Kjels joviale Stemme lød af og til ud af Vinduet; han
anbragte nok et og andet, som kunde live paa Humøret.

Nu begyndte ogsaa Endre at bli livlig, udfoldede sig i
et høiere Foredrag, som det syntes.

Pludselig lød et Støn og et Skrig og —, Doktoren
lyttede, — som et Fald —

Han fo’r ind; men mødtes i Døren af Minka som
hyssende hviskede, at det var Endre, som spillede Hamlet.

Med side Mundviger, som han spyttede bedsk,
stansede Doktoren og saa paa.

Der sad de alle med samt Kjel og Thekla som
Tilskuere, medens Endre halv laa paa Gulvet og hviskede
med tilbagetrængt Lidenskab.

Martrende blodig Selvironi dirrede i Mimik og Røst.
Det, trods al sin Villen og Viden, ikke at kunne, —
den intelligente skuende og vittige Fortvilelse over sin
Afmagt skalv om hans Læber. Han sad over sin Afgrund
med et stumt stille sittrende Smil — denne
Værkbrudenhed i Glimmeret af intellektuel Begavelse, — og han saa
hjælpeløs paa dem ...

Det brød og trak sig i Doktorenst Ansigt. Dette var
jo Endre selv — i al hans Elendighed ...

Doktoren vendte sig braat og trak Bente med sig:

«Kanske ... kanske, Du,–-dette ser jo virkelig

ud som noget___Vi faar ialfald støtte, hjælpe lidt___Du

faar se til at trøste ham, stakkar. Det var, som han laa
paa Stegepanden, Du —s>

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:18:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/10/0093.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free