Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niobe
115
delig en Garnvinde før i denne Verden,» — vedblev
Finsland. «Og her sidder jeg og gjætter det mindste Vink
under Øienlaagene, — det er, saa jeg skjælver for, at
de skal slaa sig op mod mig.
Og det,» — stemte han pludselig i, idet han fik Øie
paa Varberg, — «mens selve Aandemaneren staar i
Døren og glor paa mig, — fikserer mig, — som han skulde
ville efterse Hjerter og Nyrer... Nei, De behøver ikke
at vinde det ringeste hurtigere, Minka... De kunde lige
saa gjerne forkorte min Livstraad, som de stakkars
lykkelige fem Minuter, jeg vel har igjen at hænge ved» ...
Minka vovede ikke at se op; hun følte Varbergs Blik
over sine nedslagne Øienlaag. Naar han var tilstede, kom
altid denne overvældende trykkende Kjendsel af hans
Magt, hvormeget hun end syntes, hun havde frigjort sig.
Hun vidste, hun hadede ham; — det var ikke
Kjærlighed! Men der laa alligevel en Angst og skalv langt i
Baggrunden for, at hun, trods alt, skulde være befanget
i en Dragning til ham, som hun ikke kunde styre.
«Har De drukket Kaffe, Varberg?» — forhørte hun
befippet.
Han smilte eget:
«Det er en Kjøretur ned paa Isen, jeg foreslaar Dem,
Frøken Minka. — De véd nok» —
Han satte sig bag Finsland og saa vuggende i
Gyngestolen fast lige paa hende.
Minka var bleg og nøstede nervøst.
«Mener jeg ikke alle Mandfolk gaar ud fra, at man
altid er parat,» — faldt Thekla skarpt ind. «Nu har
De Lyst til at kjøre, og saa marsch afsted!»
«Undskyld, Frue, De misforstod mig, det var Frøken
Minka, jeg henvendte mig til. Og Dem, Minka, ber jeg
med en ældre Vens Ret, — som De nok vil erkjende» ...
kom det indtrængende med et blødt, henførende Blik.
Minka kjendte Tonen ...
«Det ligger mig paa at faa gjøre den Tur... Og jeg
kan jo ogsaa sige Dem Grunden, hvorfor jeg ikke opgir
min Anmodning,» — kom det efter en Pause, da Svaret
udeblev, «skjønt jeg havde ment først at meddele Dem
den, naar vi var ude paa Isen. Jeg er pludselig kaldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
