Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
Naar Sol gaar ned
en skjult Lystighed under Øienlaagene. «Men, De er bare
saa altfor letsindig, Wingaard. Det er saamæn ikke saa
let for en stakkars Kone,» — sukkede hun som træt
skjønhedsbevidst. «D e lokker og fløiter, og min Mand
skyver efter...»
«Naa, hvorfor ialverden saa ikke gaa med da!» —
raabte Wingaard.
«Det blir imidlertid ved det nei, jeg har sagt. Det gir
saadan god Samvittighed, véd De.»
Hun sad og saa ned i Mønstret med Hodet prøvende til
den ene Side og til den anden.
«Indser ikke, hvad det har med Samvittigheden at
gjøre. Naar Du først har Lyst, saa —» yttrede
Korpslægen ud i Luften.
«Du betænker ikke, at jeg maatte ud paa Prøver baade
her og der, til alle Tider, baade Eftermiddag og Aften.
— Og Huset, Gunnar!»
«Aah, Huset! — for den Sags Skyld» ... han drog
noget rydt paa Tonen. «Du véd, Du kan svinge Dig
uhindret, hvor Du vil, efter Frihedens fuldkomne Lov —»
«Tilladelsen ja,» — mumlede Fruen. Der trak sig et
eget Udtryk ved Hagelinien, der tegnede sin noget fyldige
Runding mod Kniplingsbrystet.
Wingaard gav sig igjen til at plystre.
«Bare hid til Pianoet, Frue ... Spil lidt af den ...»
«Bestem, bestem nu Prøverne,» — afbrød Korpslægen.
«Jeg skal ud lige efter Middag, — maa spise præcis.»
Bedstefar reiste sig hastig under et Indtryk af det, han
i sit Hjerte vilde kalde Uforstand hos Sønnen. Formelig
nøde hende ud i det!... Men han tog sig igjen og
fordybede sig i at sammenholde sit Uhr med Skyggen og
Middagsstregen, som han havde optrukket i
Vinduskarmen.
«Der ser De, Wingaard, hvor det blir af min Villie,»
klagede hun. «Gaar jeg ikke med, saa gjør jeg Gunnar
til Bussemand og alt galt.»
Wingaard nynnede og nød dæmpet hen for sig... «Det
synger inden i mig, hvordan De spiller den Adagio, —
blødt og diskret — som over Fløiel... Og i den store Sal,
ser De» ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
