- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / X Bind. Niobe. Naar sol gaar ned. /
217

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

217 Naar Sol gaar ned



«Nei, Wingaard... at De skulde komme og se, hvor
uryddigt her er! — Man skal jo ogsaa udstyre en Datter
til Bal, ser De» ...

«Jeg forsikkrer,» udbrød Wingaard, — «jeg titter ind
med en Følelse som i en Komponists eller Digters
Ar-beidskabinet. Naar én ved, hvilken Festlighed der
kommer ud af det, — af alle disse Noderettelser og
Overstrykninger og Feilklimpringer» ... han klippede med Fingrene
i Luften.

«Ja, kjære, undskyld,» — gjentog hun; — «men jeg
kan umulig be Dem komme ind!»

«Nei, nei, — bare to Ord, Fru Stefanie... Hvem skal
føre Dem frem til Pianoet iaften?»

Fruen mysede paa ham gjennem de mørke Øienfrynser:
«Naar fik De den Idé? ... Føre frem ... her i denne By,
hvor vi kjender hverandre allesammen?»

«Saadant maa ialfald være arrangeret iforveien, — ikke
overlades til Tilfældet eller — Hr. Direktør Fengers
bekjendte Takt! Hans Brorsøn, Bergværksstipendiaten, skal
nu paa al Vis sættes i Relief her ivinter som glänsande
Tenor, musikalsk Skjønner og saa videre.»

«Jeg gaar da frem til Pianoet uden nogen
Høitidelig-hed, kan De vide,» — lo hun.

«Men nogen maa da vende Nodebladet for Dem,»
ivrede han.

«Ja, det ber jeg selvfølgelig min Ven, Konsul Wingaard
om, som baade medvirkende og Arrangør og Direktør og
Sjælen i det altsammen,» — erklærede Fruen med sin
doucest indsmigrende Stemme.

Symaskinen overdurede Resten, indtil den kom i Ulave
og hakkede.

«Ønsker ingen ind paa mine Enemærker,» — hørtes
det irriteret fra Konsulen mellem de sidste nølende Hug
i Sømmen.

«Hvad mener De, Wingaard?»

Det letsindige lille Jep ved Munden, medens hun
gløttede op paa ham, undgik ikke Bedstefar. — Og saa denne
kattepoteagtige Bevægelse med Hænderne ud mod hans
Pelskrave! ...

Maskinen durede paa ny.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:18:43 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/10/0219.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free