Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
277 Naar Sol gaar ned
Brev fra hende — rettet og overstreget og slutteligen
opgivet:
Kjære Kristen!
Jeg formaar ikke at tænke paa eller at skrive om noget
andet, før Du har svaret mig, — bare forklaret mig det,
jeg har saa tungt, tungt paa Hjerte. Det er saa mørkt
for mig. Jeg vil ikke, Du skal «berolige mig» — men
sige mig, som det er, Kristen, saa har vi det rent og klart
mellem os for Gud og Mennesker som Ægtefolk og alle,
som elsker hinanden, maa ha det, skal det ikke være som
at stirre ned i en Grav og ønske sig død og borte. Svar
mig, hører Du, sandfærdig, hvad jeg skal tro, Du elskede
Ven, som jeg taler til langt borte.
Aa, jeg har tænkt og grublet. Ofte skjønner jeg selv,
at det vokser op for stort for mig. Helt fra i Sommer,
da jeg var hjemme, Du véd, og saa til Far, som var saa
syg, — og jeg fik Brevet fra Dig fra Lissabon, — Tak for
det — har jeg ikke sovet en rolig Nat, — ligget og tænkt
og tænkt paa dette stygge Menneske og saa set Dig i
Ansigtet og udtalt: «Malla Sannem» for at se, om Du
blev bleg og uvis eller, om Du, Gudvelsigne Dig, bare
jepede 6aa stygt vakkert, som kun Du, Du kan, og
haa-nende lo mig ud. Og saa længe holder jeg paa om
Nætterne og siger det, ser paa Dig og faar Angst og ber for
Dig, til Jepet kommer, jeg faar ikke sove før.
Dette Menneske kom en Dag forjasket og slusket; men
havde vist været vakker, ind i Fars Kjøkken og vilde
tale med Fru Grunth — i Enrum. — Og saa kom det
da, at hun var gift og i stor Nød og Fattigdom nu,
Manden havde forladt hende, og hun vidste ingen anden end
mig at ty til, siden hun havde hørt, at jeg var Kaptein
Grunths Frue. For med ham havde hun faret som
Damp-skibspige en hel Sommer, — og, havde han nu været der,
vilde hun biet velhjulpen, det kunde hun sige mig saa
sikkert, «som hun stod paa denne Pletten». Det var
Udtrykket, — og jeg husker, hvor raat hun stødte Foden i
Gulvet. Men, da hun saa forstod, at jeg mente kun kort
at afvise hende, blinkede hun mig dristig i Øinene og sa
saa underlig spodsk og, som hun mente at true: — «For
han var nu et Mandfolk, han ogsaa, Frue.» De Ord glem-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
