Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
Naar Sol gaar ned
mer jeg aldrig Kristen! Jeg gav hende skyndsomt, hvad
jeg kunde, to Tyvekroner, og haabede aldrig at se hende
mere.
Men siden — siden —. Jeg tør ikke se ind i det» —
Her var Skrivelsen ladet ufuldendt.
Nedenfor stod, som en Bemærkning for hende selv:
«Har der været noget der, saa, hvorfor skulde det ikke
ha været saa meget andet? —
Det blir til en hel Lavine for mig. Jeg vover — nei,
jeg vover aldrig at spørge ham —»
Han sad med Papiret glemt i Haanden —
— Saa, dette havde hun gaat og baaret paa gjennem
Aarene — de mange —. Det var det, som voldte dette
sky, ubeherskede, pludselige, naar hun saadan med ét
stødte ham fra sig, ofte i Hjemkomstens Stund netop,
som de kunde være hinanden varmest og inderligst nær
... Her — her var Forklaringen ...
Malla Sannem — ja, hun hed det, — vel en tredive Aar
siden nu ...
Han havde saavist selv sørget for at glemme baade
Navnet og den fordømt uheldige Affære —
Fuld efter et Drikkelag nord ved Bejan. — — Det
havde været hans Princip, at en, der vilde frem, maatte
ha ren Vest for pletfrit Familieliv. Han fik hende da
ogsaa straks besørget vel fraborde — og ud af
Erindringen som andet Smuds, én spulte af sit Dæk.
Han stirrede og saa tilbage ind i sit Ægteskabs
vekslende Begivenheder og Gang gjennem Aarene — Bristen
i deres Forhold, Revnen, som var gaat igjennem det, —
alle de Tvil, hun med sin dybe Natur havde slæbt sin
Kjærlighed frem over, — den gjemte bævende Uro og
Angst, naar han kom stormglad hjem fra Togt eller Reise,
— de lønlige Spørgsmaal i hendes Øine —
Som han sad hensunket, blev det ham, som Fuglen
kredsede nær ham med Saaret i Brystet og det klagende
Skrig —
«Husk at jeg tilgir Dig alt — alt» — mumlede han med
bævrende Læber og brast i Graad —
Han, — den gamle Mand, — havde ikke før nu vidst,
hvad et saadant Forhold, — hvad Kjærlighed var!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
