Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
59 Dyre Rein
Der gik underlige Ting og Fantasier over Klaveret. Det
var ikke til at forglemme, naar han saadan sad og
nynnede saagodtsom uden Stemme og akkompagnerede
til–
Sorgfulde, slavisk stemte Naturtoner, — klagende —
længtende...
Det steg og faldt, — snart usigelig blødt og lindt, —
snart som Vinden suste og sukkede og stønnede med Regn
af Graad over endeløse vide Sletter...
Sankowitz’s indre legte i hans Hjemlands Stemninger
... Der taltes som med fremmede Tunger ...
Han sad nu bagoverlænet paa Stolen, som han
fortsatte at se ind i noget, og der blev stille i Stuen.
Marianne var henne ved Bordet og pudsede Lysene,
der havde faat lange Tander. Og man begyndte at
meddele sig og smaasnakke omkring i Stuen...
— «Lykkelig en saadan Musiker, som kan tale ud og
meddele sig til hele Verden; han maa altid bli som en
luftet Stue indvendig!» — undslap det Rein halvt hen
til Merete. Hun sad der paa en Barneskammel og
krammede op Papir til Lysemanchetter med en Kniv.
Han smilte til hendes forundrende Mine ... Igjen noget
uforstaaeligt Tøv, han kom med!
«Kan De tænke Dem én som aldrig har havt nogen
at snakke med og aldrig kan faa nogen heller?»
spurgte han pludselig dystert.
«De ser saa forskrækket ud? Ne—i, jeg har ikke
stjaa-let eller stukket Ild paa noget Hus eller myrdet heller,»
lo han.
«Jeg skal engang ha havt en liden Søster» ... yttrede
han hensunken, — «og jeg har altid tænkt mig, at, o m
jeg havde havt hende at snakke til, saa —. En slig
unbe-fangen én, — som sa «Fy!» til én og fik saadanne
retfærdige, strenge Øine, — og kunde true Vilddyret i én ...
Det sker ikke med Visdom og smukke Argumenter det,
skal jeg sige Dem, Jomfru Merete...»
Merete vidste ikke hvorledes... Men det var, som om
hun mildt og uden Skræmsel var ført hen til at sidde og
samtale med den stille sorgfulde Mand, hun havde set
for sig just der paa Stolen den Aften ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
