Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyre Rein
63
en pludselig braa Tone nær til hende, — «at jeg har ondt
for at aarke det, — at jeg har staat og øvet og hærdet
mig til den Ugjerning i hele den vaade Morgenstund —
Da Giggen rullede ud af Gaarden, stod Merete ved
Rulleboden og saa efter ham ...
Det ene Øieblik kunde hun bli saa oprørt og rasende
paa ham, at —. Og i det næste, saa–
–Efter Aftensmaden var Familien og
Kontoristerne samlede i Spisestuen, medens Sorenskriveren og
Saiikowitz hørtes dybt optagne at spille vidtløftige
Sonater for Fiolin og Klaver i Dagligstuen. Man havde
begyndt at lægge i Kakkelovnen, og det føltes lunt og
koseligt nu efter al Høstdagens raakolde Huttring.
Fruen havde iaften ladet sætte ind Nødder og Æbler,
hvoraf der iaar var høstet og indsamlet i Overflødighed.
Efter at ha skrællet og prøvet et Par forskjellige Sorter,
gik hun op og ned paa Gulvet med sit Strikketøi, inden
hun træt og mødig efter Dagens mange Gjøremaal begav
sig ovenpaa til sit Soveværelse.
Ungdommen placerede sig om det store Spisebord, og
snart gik Svarteperen lystig. Mandfolkene sad med
Barter og Ansigterne sirede med alskens sorte Streger,
paa-førte med brændt Kork, medens Damerne kun fik
und-gjelde med Antydninger og lette Skjønhedspletter...
Kvigstad havde faat sine Øienbryn omgjorte til
vældige Knebelsbarter, og den lille rødmussede Schmidt sad
snart hel frygtelig med baade Hageskjæg og vilde Mu«
stucher.
Det fornøielige mystiske Stikord var, at Svarteper selv,
— Rein, — ikke var nede iaften; han var gaat lige op
efter at være kommet hjem fra Forhøret, — og det var
egentlig om, hvem der skulde sidde som ham in effigie,
det stadig gjaldt...
«Pas Dem, — Jomfru Barbara,» sa Henschien, — «den
svarte er i Farvandet — paa Jagt... Pas Dem!»... Han
holdt Kortene, hvoraf hun skulde trække ud ét, snedig
frem til hende.
«Hu—u,» — udstødte Barbara og nappede ét. —
«Nei-mæn, om jeg blev hans Jagtbytte alligevel!» triumferede
hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
