Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
Dyre Rein
menter thinglæstes og «Christian Quint» regjerede, og
Almuen stod som et Tag af blottede Hoder over hele
Gaardstunet, naar han og Foged Paus gik til og fra
Thing-stuen, — sattes alle Seil til paa Vangen for at faa Merete
opsyt og alt færdigt i den korte Tid, de var levnede til
Brylluppet.
Det mærkedes nu, hvad det vilde sige midt i den øvrige
Gaardens Høsttravlhed at maatte savne Marianne og
Barbara! Alida fik staa i det for to, og Fruen syntes
undertiden det begyndte at gaa over Kræfterne.
En stor Lettelse blev det jo, da Marianne omtænksomt
sendte dem én, som kunde passe, af Værkets syende
Kræfter, og da Barbara pludselig med sit altid vaagende Øie
kom sættende hjem for at blive og hjælpe til tre hele
Uger.
Hun fo’r med sit gamle Lærredsforklæde om Halsen,
som en Fisk i sit Element, og tog Orden og Rede paa det
ydre Husstel, medens de andre sad ved Væv og Søm.
Engang imellem kom der «ved Leilighed» en eller
anden Besked fra Sorenskriveren til Fruen, som oftest, naar
han flyttede til et nyt Thingsted, og, stadig heldige, smøg
der sig smaa Billetter frem mellem Merete og Rein.
Hun holdt jo sit Udkig spændt paa hver farende,
kjørende eller gaaende, hun opdagede nede i Landeveien,
som kunde mistænkes for at være Overbringer af en
Epistel og mulig vilde svinge op om Porten til Vangen, eller,
fra den modsatte Vei, egne sig til at bringe frem hendes
egen lille sammenlagte ...
— Der var nogle underlige beklemmende Tilføielser i
det sidste saa kjærlige og længtende Brev fra ham...
Der stod med Blyant som noteret eller henkastet:
«Jeg fik en Angst idag. Det kpm over mig saa grotesk,
at n u skulde jeg hjem til min Dalila, den deilige unge,
troskyldige Dalila, og — paanarres Samvittighed og
Ansvar og Borgerskab og Giftemaal og dets alle Følger ned
gjennem Slægterne og ud gjennem Tiderne ... Der steg
et Had i mig. Jeg syntes pludselig, jeg saa i Dig Naturens
Forlokkelse, — i dit uskyldige, trofaste Øie Naturens Svig!
— Den illusionerer først sit eget Redskab for at gjøre
Virkningen bundløs ueftersporlig af Offeret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
