Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dyre Rein
137
Natterædselen stiger som en stor, ubegrænset Ligrogn
ud af Mørket...–––––––
— «Livets Fest,» — heder det... bare ikke for
m i g!»––––––––-
— Merete sad i Stolen, hensunken i de tre, fire
Papirblade.
Hun holdt dem foran sig længe, efterat de var læste,
— gjennemlevede ...
Med en underlig visionær Klarhed oprullede hendes
Samliv med Rein sig atter Dag for Dag — fra den første
Aften, hun havde set ham i sin Forudanelse. Saamangt
et Ord, saamangen Antydning, der var blevet siddende
igjen som kun halvt forstaat, laa nu i gjennemsigtigt Lys
for hende.
Hun sad urørlig med Blikket fyldt af de indre Syn —
Der begyndte at gaa som Ryk gjennem hendes Legeme,
og der kom en Sittren i Øinene, som arbeidede hun for
at vaagne til sig selv igjen.
Med ét strømmede Blodet til Ansigtet, og hun tog sig
til Panden —
Rein, — Rein, — hun skulde aldrig se ham mere ...
Aldrig! — Aldrig!
Hun faldt tilbage i Stolen med et vildt Skrig.–-
— Sorenskriveren og Fruen havde gaat der udover
Aftenen frem og tilbage, ud og ind, lyttende og vogtende
paa Lysstriben i Døren.
Op ad Trappen steg Toner, — fjerne, dæmpede,
langeomme Akkorder fra Klaveret, hvor Sankowitz sad alene
i Kvælden og spillede en Koral, medens stille ilsomme
Meldinger gled i Mørket udover Bygden.
Pludselig hørtes Meretes Jammerraab.
De fandt hende liggende bevidstløs, og Sorenskriveren
bar hende ind paa hendes Sovekammer. —
Dagen efter laa Merete i voldsom Hjernefeber. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
