Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
154
Faste Forland
«Du mener da vel i Himlens Navn ikke lige ud, at jeg
skulde ha betjent mig af Onkel Joels Brev til at afpresse
Manden Mynten?» fo’r Faste rasende op. «Jeg maa sige,»
— lød det koldt, — «jeg ventede efter vort lange
Venskab, at Du kjendte mig bedre!»
«Ja, naar jeg engang kunde sige, at jeg kjendte Dig.
Du er saa mangfoldig, Faste. Jeg er aldrig helt tryg paa,
hvor Du er. Ret som det er, dukker det op, saa jeg først
bagefter skjønner, hvordan det egentligst var.»
«Og nu mener Du, eller er Du bange for, at jeg idag
«egentligst», som Du siger, kommer bloddryppende lige
fra at ha røvet Onkel Joel for tre tusind fem —»
«Aa Du véd godt, at jeg ikke mener noget saadant.
Men Du kan saa underlig uden selv at vide det akkurat
lukke Øiet for en eller anden Side ved Sagen, Du ikke
ønsker at se.»
«Tak, Du mener altsaa noget sligt som, at jeg
uforvarende og ubevidst har sat Onkel Joel Pistolen for
Brystet!»
«Nei, nei; men jeg blir bare saa uvis. Du kan aldrig
fortælle Tingen helt og klart ud. Det er ofte næsten som
at se ned i et Dyb. Det gjør mig ræd.»
«Ræd, — ræd — for, at det skal være en
Landeveisrøver, Du er biet Ven med!» lo han rydt op.
Han lod ikke til at mærke, at hun stansede ved
Benveien, der førte mellem Havegjærder og Skog mere
direkte op til hendes Forældres Landsted.
«Underligt,» — udbrød han saa, — «jeg tror, det er den
Rædselen din, som altid mest har trukket mig til Dig,
Bera, — den rædde Fugl i Dig, der sidder som en
Hakkespette og pikker paa min Samvittighed, som for at prøve,
om Træet er sygt. Du kunde snart drevet mig til at vende
tilbage i fuld Karriere til Onkel Joel for at spørge, om
jeg virkelig har plyndret ham i Formiddag.»
«Ja, le Du, Faste. Den Latteren din er saamæn det
bedste ved Dig, — endda jeg aldrig rigtig har fundet ud,
hvad Du ler af. Jeg tror jamæn tilslut det er af den rene
Fornøielse over, at en Person som Du er til.»
«Saadan en Violin uden Melodi, mener Du. Véd Du,
hvad Dragt Du nu gaar i for mig, Bera?»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
