Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
Faste Forland
— Et Stykke elementært Kaos i ham ogsaa! Et Slags
Melodi i, hvad han tuder, — han fik bare ingen Hjerne
til at styre det med, — mumlede Faste. Han gik med
en underlig Fornemmelse i Blodet idag, noget voldsomt
til den Grad, at det mattede og lod ham vandre halvt
i Ørske ...
... Det eneste, som var at tro paa, var naturligvis sig
selv! — Feilen var, at Individet lod dette «sit selv»
bort-blaase af Autoriteten. Det var de faa, som bar Verden
frem...
Det sang og sang ham inde i Blodet:
— Hlorides Hug ham lo i Brystet, da haarden Hammer
i Haand han følte ...
Ved sine Maalinger og Planer om Strømfarene havde
han nu Midlet, den alstærke Thorshammer, ihænde, den,
han skulde beseire Troldene med! ...
Han havnede omsider i Skyggen paa den brudte
Stenbænk i Lysthuset nederst i Haven.
Med en Rygtrøster fra Gyngestolen i Stuen under
Hodet laa han der og stirrede sig søvnig paa Strømmen...
Den evige enstonende Humlen summede ud og ind
gjennem Lysthusløvet... brummede ganske nær og
vækkede ... lød igjen fjernere og fjernere gjennem
Drømmen ...
Han var paa noget Vis selv Humlen med den bløde
brune Pels, som sortplettet og lubben af Livsfylde og
Farve fløi om tonende i Sommerdagen og nød og nød...
Her var et ustyrtelig Valg! ...
... Bare om at række det altsammen ... det blanke gule
Knapsoløie mellem de fugtige Hovblade ved
Strømbredden helt skinnende Solskinssmør! ... Nelikkerne og
Lev-køierne og Roserne og de ildrøde Geranier og Auriklerne,
fortryllede indtil Bedøvelse hver paa sit Vis ...
Det gjaldt blot om at gi’ sig Ro ved den ene
forhaandenværende og ikke hæfte Øie og Tanke ved den næste
og den næste, — blot om at aarke endnu mere og ikke
opgi’ det — fra Blomst til Blomst, — fra Hyldens og
Heggens Rus op til de fede søde Lindetræblade...
Han maatte tilsidst rent ud opgi’ det, — aarkede,
aar-kede ikke mere i denne Fyldens Tilværelse ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
