Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faste Forland
181
— Hvad — hvad,» — fo’r han op, — «synes Du, det er
saa barnagtigt, — naivt?»
«Tvertimod, Faste,... tvertimod ...»
«Ja, Du skjønner da, at jeg har andre Argumenter at
fægte med?»
«Intet som dette, Faste! — Naar det slig glipper ud af
Dig hvad Du inderst tænker, saa er jeg saa uendelig med.
Lad saa Badestedet være for det, det er.»
«Hvad er nu dette for Udflugter? En Mand og hans
Gjerning kan aldrig skilles! — Men jeg forstaar, — Du
vil fra Sagen — som de andre... Jeg glemte, at, hvor
der er Smaabyherrer, maa der ogsaa være
Smaaby-damer.»
«Undskyld, at jeg ler af Dig, Faste! Men sæt Dig nu
ned igjen i al Ro og underhold Smaabydamen.»
Han drev op og ned paa Gulvet:
«Her har Sjøen sulket og skvulpet ind imod Strand og
Brygge nu i halvhundrede Aar og bare ventet paa den
Mand, som skulde skrive Ordet Badested med Stokken
i Sanden. Havstrømmen fører indover til os de to store
Kurmidler: Manæten og Gytjen. Og Høifjeldsluften
suser over Byaasene med Aroma fra de store Naaleskoge.
Vi har Skog og Fjeld og Luft og Hav saa vidunderlig
samlet. Men, — la’ suse, la’ suse, — og fremfor alt, la’ os
være fri for Projektmagere! — Det burde jo ellers være
en behagelig Oplysning for dem alle, Du Bera, at de bor
ved en mægtig Rigdomskilde, som om der var opdaget
Stenkulsleier under Kjælderne deres... Og javist har vi
en Sjøluft saa kraftig og lunet og varm, at den lar hele
Byen gispe Gisp i Gisp! — saa de helst vil lægge sig ned
at sove, — frisk og mild og blød kommer den strygende
lige ind fra Havet og lader én inhalere sit styrkende Salt
i Lungerne.»
«Jeg er bange, Du begynder at faa mig svimmel, Faste,
— er det ikke, som Byen kommer i et helt nyt Skjær for
mig.»
«Jeg tænker ofte, Bera, at vi to, — ja akkurat vi to,
— er Sjæle, som gaar om hernede i Mørket, og saa
hænder det, at vi af og til gjenkjender hinanden — saadan
i et kort Øiebliks opskydende Lysskjær, som ved et Mag-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
