Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Faste Forland
201
Fru Forland glemte at besvare Hilsenen, medens
hendes store Øine løftede sig op mod ham.
«Du kommer fra Mødet?» spurgte Sølvi aandeløs.
«Ja, — det er over nu —. Lad mig saa med engang
sige Dem, Fru Forland, at Faste ialfald ikke er slaat
ihjel.»
Der blev tyst. Øinene hvilte i Uvished paa ham, og
Ansigterne ligesom trak sig ind i Mørket, indtil Sølvi
trodsig udbrød:
«Nei, de kunde jo ikke ta Livet af ham heller!»
«Jeg tænkte mig, at I sad oppe her og ventede og tog
mig en Sviptur i Maaneskinnet for at underrette Jer.
Faste blev optaget af at diskutere Moloen med
Havnedirektøren.»
«Havnedirektøren?» — udbrød Fru Forland, —
«indlader han sig —»
«Ja, De kan saa spørge, Fru Forland; og jeg kan
saamæn sige, jeg er faldt i flere Forundringer iaften, —
ikke mindst over min Hr. Svoger. Jeg kunde sagt, at
Faste var original, egen, kanske lidt konfus —»
«Sig meget, Du!» — forlød det fra Sølvi.
... «kommer jo ofte med det sidste først —»
«Ja—h, — den ene Idé fortrænger den anden,» —
erkjendte Fru Forland ulykkelig, — «han har saa formeget
i Hodet...»
Hun havde en Mine, som skulde hun nu modtage
Slaget, det egentlige Budskab.
«Nei, Frue, — det er nu ikke min Mening — efter dette
iaften. Den, som stod der i Mødet og talte og forklarede
sine Tegninger og Planer for Stadskonduktøren,
Havnefogden, Byens Konsuler og hele Raden af dens yngre
Forretningsmænd, — var en veltalende, klar og myndig
Herre. Han begyndte rigtignok saadan lidt bagvendt og
keitet, undertiden som lidt i Béte; men blev saa stadig
ligesom hændigere og fingerfærdigere, indtil det viste sig,
at ethvert Modargument ubønhørlig blev slagtet. Han
hele Tiden ligesom voksede; — jeg mindes ikke at ha
set slig Sjælemagt lyse ud af Øinene paa et Menneske!
... Naar jeg hilser paa ham imorgen til hverdags, tænker
jeg, jeg kjender ham ikke igjen,» — spøgte Doktoren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
