Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
236
Faste Forland
tog sit Formiddagsridt, og saa Wulffs Kjøkkenvogn
komme i Tverveien.
Den stansede og satte en Dame af, som viste sig at være
Frøken Laura Groth.
«Jeg saa Dem deroppe, Forland! — og maatte stige af
for at hilse paa Dem... Jeg skulde ellers git noget til for
at vide, hvad De ruger ud, medens De saadan vandrer
alene i Byens Allé. Jeg fik en saa underlig Følelse af
den ensomme, der til ingen betror sine Planer!»
Det klang lidt høistemt, og Faste smilte ...
Jo, hun skulde vidst, at det var nøgterne fem hundrede
og fem og syvti Kroner, han havde ruget ud der! ...
«Jeg har jo ikke set Dem, siden hin Høitidens Dag i
Badehotellet eller faat takket Dem for Talén,» — vedblev
Laura overstrømmende, — «der hviler endnu som et
Festens Skjær over Byen af den. Jeg har hele Tiden set
det løftede egne Hode med de brænnende Øine og det
mægtige Udtryk. De stod for mit Syn som den stærke
Fører, hvis Fakkel tænder og lyser. Jeg glemmer ikke
Ansigterne nedover det lange blomstersmykkede Bord.
De straalte, som de saa i en Rus ind i den Fremtidens
Storby, som De saa gribende sandt sa’, at saagodtsom hver
eneste af dem havde været med at tømre paa... Jeg saa
dem, som ikke kunde faa frem Hurraraabene for
Graad!...»
Faste tænkte paa, hvorledes han havde stirret paa Bera,
som sad der bleg med Øinene i Fanget; men reiste sig
med Glasset, som de andre.
«Og saa mange vakkre Ord, der siden blev sagt! —
Det var som Stenene den Dag kunde tale... Og da De
saa løftede Glasset og drak for gamle tykke Waggesen,
— som ikke havde holdt Tale mere end én Gang i sit
Liv og da bare sagt de for hele Badet bærende Ord:
«Jeg gaar med!» — da brød Lystigheden ordentlig løs,
og Waggesen stod der og slog med Lufferne, som en
op-reist Sælhund, medens alle omringede ham og klinkede
med ham ...
Men Toppen var rigtignok Konsul Klüwers herlige
Skaal for Byens geniale Arkitekt, hvis skabende Aand
havde samlet alle Tømmermændene og blæst Liv i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
