Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Naar Jernteppet falder
47
og lade som jeg intet ser, og saa prøve at faa ham lys
igjen med mit lykkelige Humør ...
Aah, naar det Tungsind kommer, — det er en Strid!»
Hun reves mere og mere hen ved denne ene Anledning
til at udtale sig, som hun følte, hun her havde faat.
— «De husker ham nok, Havsland, fra den Tid, De
var hos os. Humøret spillede ham ud af Øinene. Men
saa var det jo kun en afsidesliggende større Smaaby,
han havde at virke i. Og jeg tænker mig, — ja for jeg
maa jo grunde og tænke paa dette altid og altid, — at
der er kommet en Uro i ham, fordi han manglede
Anledning til at pleie sine dybere Interesser, og maatte gaa
der i Trædemøllen fra Hus til Hus... Jeg mener noget
som en Aandens Uro, fordi den føler sig i Bur, — hvad
en Natur som De nok forstaar, Havsland.
Det er det, jeg haaber paa, at han nu i de større
Forhold skal faa anderledes Luft under Vingerne.»
Hun rakte ham pludselig Haanden og gik med Barnet.
Fiolinisten sad igjen eftertænksom, medens Haanden
af og til rørte sig som kneppende over Strenge. Han
rystede paa Hodet: —
«Nei, nei, stemmer ikke. — Det var i Bassen, det
skurrede, — altsaa et Mandfolk–-
Hm, en Frue saa feteret som hun, gjør ikke altid sin
Mand lige lystig, som de andre...
Det er naturligvis nogetsteds paa den Kant, Landet
ligger.
Farverig, — fuld af Indfald, — det gir det Pokkers
betagende, som hun selv ikke véd om... Og Trang til
at forsyne en hel By med Idéer til Fornøielser...
Aanei. Aanei. Det tør ikke falde saa let at være
Manden i Legestuen. Han faar selvfølgelig den ene Afgrund
efter den anden at se sig svimmel ned i!»
Havsland rettede sig pludselig ved at se sin berømte
Kollega, Pianovirtuosen, stile henimod sig, selvfølgelig for
at gjøre ham sin visit, og mulig forsøge en Aftale om en
modus vivendi, hvorledes man kunde undgaa at være
hinanden iveien.
Det var to høflig smilende Fysiognomier, som under
Samtalen helt gjennemskuede hinanden, og blev fuldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
