Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I
Naar Jernteppet falder 50
Mathias Wiig engang havde fortalt hende, — han havde
gjennem Aarene ført hende ind i sin Tankeverden, —
noget om Amazonerne, der sviede sit Bryst for at kunne
spænde Buen ...
Der gik en stakkars Kvinde, som ikke skulde kunne
spænde for stærk en Bue, og havde svedet Brystet efter
Evne mod Moderglæden for at kunne hævde sin honnette
Stilling i Verden! ...
Og her gik hun selv endda fattigere, med, hun kunde
sige, sin Livstraad overskaaret.
Hun havde ikke engang noget at forsvare, — at
brænd-svide Brystet for!
.. . Gjennem alt havde hun dog bestandig set hans
Ansigt som et dybt sjælfuldt Portræt.
Nu var Billedet vendt paa Væggen —
Hun erindrede bare med opsamlet Bitterhed en
vaklende Skikkelse med af Sølen tilsmudsede Støvler, et
dødt betændt Blik og stammende Mund... Det var en
tolv, fjorten Aars Kjærlighedsdaarskab og Sjælesild, —
begyndt i hendes pureste Ungdom, — det hun nu alt var
reist fra baade ud- og indvendig! — hel Beslutning,
derfor var den saa rolig sikker.
Hun tog fat paa sin Gjerning, tilsaa, paaskyndede,
ordnede og bestemte. Hun havde et Par noksaa hede
Affærer med underordnede, der maatte kontrolleres, holdes i
Ave og irettesættes. Det gik for sig kort, bestemt,
korrekt, — var blot som Tapper og Skruer i et Maskineri...
Ellen var et klart Hode og fattede Tingen med overlegen
rigtig Takt. Men, det som inderst inde kunde spænde
eller sjæleængste hende, var ikke længere til.
Livet var blevet et Fabrikarbeide, Fortiden dømt og
sunket! — Saa hun havde bare at tænke —
Dette var engang___dette er hændt!...
— Hun vidste ellers saa sikkert selvfølgelig, at han holdt
til der i Rummet mellem Røglugaren og Kabysen paa
andet Dæk, hvorfra han kunde holde Øie med det meste
af det, som foregik paa første.
Det blev hende blot lidt paafaldende, at Wangensten
nu for anden Gang gik der forbi uden at hilse.
Han var der altsaa ikke —? —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
