Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Naar Jernteppet falder 81
igjen,» — udbrast Arna og kastede sig voldsomt
grædende ind til sin Mand ...
—–Frøken Morland bavde idag for at fornøie
lille Gunnar ført ham hen til Gelænderet, hvorfra man
saa ned paa tredie Plads. Der var saameget morsomt og
rart i alt det skrigende Liv dernede.
Det var særlig et hylende Positiv med alle de
mærkelige Dukkemænd, som dreiede sig rundt, tog af sig
Hatten og rakte ud Tallerkenen efter Skillinger, der drog
ham.
Frøken Morland vilde ha’ ham ind til Frokosten; men
her var altfor morsomt...
Der nyttede ingen Forestillinger, hun kunde ikke faa
ham derfra igjen.
Brunkappen, der lod til at have faat en vis Interesse
for lille Gunnar, fulgte Striden med et næsten hoverende
Smil...
«Barnet kan umulig være mere end fem Aar,» — faldt
han pludselig ind.
«Fire og et halvt,» rettede Frøken Morland.
«Jeg mener, siden han endnu opponerer saa uafkortet.»
Frøkenen saa uforstaaende paa ham.
«Saavidt jeg husker af egen Erfaring, blir et Menneske
ikke mere end syv eller otte Aar gammelt, før den sidste
Rest af ham selv og hans Villie er væk. Da er man alt
begyndt at bli’ klog og befængt med Hensyn, — drives
for den Vind, som Tiden blaaser. Alle de yderligere
Aar, til man blir saa gammel som Abraham, er bare
Visnetiden i Menneskeskogen... Alle disse, vi ser om os,
er Folk, som bare drives —
En og anden besørger Blaasten og stiger op som
Profeter og Selvherskere» ...
Frøken Morland greb til Gunnar, som om hun vilde
forsikkre sig ham ...
«Det lyder, som der var gaat Frost i hele
Menneskeheden,» — udbrast hun med Forargelsens Ild i Øinene —
«End alle de Mødre rundtom paa Jorden, som gi’r sit
bedste Liv for Børnene og følger dem bekymret til de
selv mangen Gang er udslidte, — de spør’ sig ikke, naar
0 — Jonas Lie. XH.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
