Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ulfvungerne
177
trænges mere,» vedblev ban, — «hvad siger Du,
Bankchef? — Det skal være mig en Fornøielse engang at høre
Hamringen fra min Ven Majorens Spikerbrug.»
Niels stod og hørte høiagtelsesfuldt til, — det var, som
om han kjendte sine egne hængende Øren, medens
Blikket keg og ledte rundtom ...
«Bolette! Margrethe,» — kaldte Konsulen, «skaf
Ingeniøren noget Kaffe.»
— Det var en lysende Straale i den unge Mands Øine
idag, en utaalmodig Skynding, da han mødte Margrethe.
Og det blev, som de nu endelig gik sammen dernede i
Havegangene, fra hans Side til en underlig Ordknaphed.
Han havde i sit Sind snakket og talt med hende,
betro’d hende alle de Planer og Forventninger, der i disse
Dage var skudt op i hans Hode, — digtet og drømt med
hende.
Hans Maalinger havde overbevist ham om, at den
strømmende Elv, som han holdt paa at udvinde af
Myrdraget, kunde skabe en ny Fremtid for hele Dalen.
Og dette Syn, — dette Vue, — denne Hemmelighed,
som nu — endnu i Opdagelsens Stund holdt paa at kvæle
ham, — afføde i ham en Trang til Meddelelse, — dette,
at hun kunde ha saa at sige et Kongerige for sig, i mere
end en Drøm, denne Herlighed, denne Hemmelighed, —
skulde det aEigevel ikke gaa an at betro hende! — Det
gjaldt at holde Sagen i klog, fast Haand, — ikke at slippe
det ene Trin, før han havde Foden i det næste. Der
dæmrede et helt Perspektiv af Foretagender for hans
indre Øie ...
Hans bankende Blod sa ham, at det maatte bæres
alene, indtil Seiren laa der utvilsom ... Blot et Smil, blot
en Spøg fra hendes Side, — og det vilde føles som Dryp
af Faderens gamle Haan paa det! Her maatte hun ikke
uforsiktig ramme ham. Det var, som Eventyret mellem
dem da vilde falde sammen, — alt blive udslukt og graat,
hele Elven undafseget for hans Haab og skabende Kraft.
«Nu kan Du da se,» sa hun straalende, medens de gik
sammen dernede mellem Æbletræerne, — «synes Du
endnu, Far staar Dig imod!»
Han gik distræt og nikkede til sin egen Tanke...
12 — Jonas Lie. xn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
