- Project Runeberg -  Samlede Romaner. «Hundreårsutgave» / XII Bind. Naar jernteppet falder. Ulfvungerne. /
232

(1934-1934) [MARC] Author: Jonas Lie
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

232

Ulf vungerne

Det kunde ikke vare mange Dage, før Niels kom.
Is-løsningen var jo alt over og Marken bar. Det havde hun
speidet efter og forvisset sig om paa Kjøreturen hjem
idag...

Hodet sank ned paa Puden, og Drømmen tog hende ind
i sin Verden.

Hun og Niels gik sammen oppe ved Brunvatne...

Det var slig, sa Niels, at hver ung Jomfru, som vovede
at skue ned i Tjernet, naar Fuldmaanen skinnede, vilde
faa se den, hun skulde ha i Verden.

Hun blev saa angst. End om hun ikke kom til at se
Niels!

Men han førte hende selv hen til Bredden. Det var
nødvendig, sa han.

Og saa var der pludselig ingen Maane! Alt det, hun
stirrede og Øinene ledte i Vandet og i den brune Grund,
— hun saa til sin Fortvilelse intet.

Det var Furutræet, som skyggede, sa Niels.

Da hørtes der pludselig et uhyggeligt Skrig, som af en
Lom, der ulende fløi henover Vandfladen.

Hun vaagnede opskræmt...

Jovist var der noget som skreg!

Hun blev siddende i beklemmende Angst og lytte, som
hun ventede, det uhyggelige Varselsskrig skulde
gjentage sig.

Der var halvlyst i Værelset. Svage Skygger af
Stolebenene strakte sig søvndyssende som Streger henover
Gulvet. –-

— Det var først langt ud paa Morgenen, hun vaagnede.

Nede paa Bordet i Stuen laa Posten og øverst paa den
et Brev —

Hun saa det straks, — den brede Udenpaaskrift! -— og
styrtede ovenpaa med det.

Niels’s Haandskrift — og saa uskjult sendt i Posten ...

Hun blev som Is, — satte sig ned og knugede det, —
kunde neppe aabne det for Skjælven.

«Kjære Margrethe!

Du med den rene Pande, de dybe Øine og ædelt baarne
Hode, som min Sjæl inderst taler med. —

Der er noget i, at man kan se sin Engel. Du har været

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 15:19:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/liesamrom/12/0236.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free