Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lodsen og lians Hustru
13
frygtsom foreviste sig i Døren, barbenet, med
opbræt-tede Benklæder og den Blikkop, hvori han havde sine
Ræger, i Haanden.
Den ældste Søn, Gjert, kom ind med endel Knytter
og Varer til Huset, som Lodsen havde kjøbt i Byen,
og han pressede straks den maabende Posekiger til at
hjælpe sig med at bære op af Baaden.
Gjert havde kun let hilst paa Moderen, thi et
Øie-kast sagde ham, at alt denne Gang stod vel til.
Ellers var han hende i Blik og Adfærd anderledes
nær, og han hjalp og tog af for hende i Stilhed, hvor
han kunde. Han havde gjennem sin Barndom set og
opfattet saa meget af dette ulykkelige Forhold, at han var
biet Moderens Ven og Støtte, skjønt han samtidig ogsaa
sværmede for sin Fader.
At Gjert var med Faderen paa Skøiten, var hende en
Forsikkring om, at han, naar Humøret var over ham,
dog ikke rentud gav sig til at seile Skøiten over
Hovedet paa sig — en Mulighed, som ellers ofte nok stod
for hendes forskræmte Indbildning.
Gjert sørgede derhos altid for, at der fra de
forskjellige Steder kom Besked om Faderen hjem til Merdø
med andre Lodser eller Fiskere, og af og til, naar han
ikke var med, sendte hun ham ind til Byen for at
speide efter ham.
Ude paa Sjøen var Lodsen i Regelen i nok saa jevnt
Humør, men det mørke Lune kunde ogsaa der komme
over ham, tilsyneladende uden nogensomhelst ydre
Anledning.
Forøvrigt syntes han aldrig saa vel tilmode som netop
ude i Uveir; mod den anden Lods i Baaden blev han
da gemytlig og munter. Men det var en Selvfølge, at,
naar det i den haarde Sjø kneb for stærkt med
Ombordsætningen, var det ham selv, der tog Rebet om
Livet og jumpede ud, — det modsatte vilde være et
Bevis paa hans Agtelse.
Men han agtede nu engang intet Menneske; — det var
hans Tilfredsstillelse at vide dette med sig selv.
Denne Gang blev Lodsen længe hjemme, og der
herskede i den Tid ikke en Mislyd i Stuen. Tvertimod var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
