Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Lodsen og lians Hustru 22
Hvad han levede af derude udenfor noget
Skomager-arbeide og Fiskeri, hvis Udbytte han gjerne afhændede
til Skibene, samt tidligere lidt Skytteri, skulde man ikke
have saa let for at sige.
En af hans Haandteringer, hvorfor han modtog smaa
faste Bidrag af forskjellige Lodser og Kjendtmænd, var
ogsaa i Høstnætterne at holde Ild paa Skorstenen, for at
de, som laa udenfor og lodsede i Mørket, af Lysskjæret
fra de to Vinduer kunde tage Kjending paa Torungen.
Ialfald var dette den Grund, der anførtes aabenbart.
At dette Jakobs Nattearbeide tillige maaske særligt
skede til Retledning for et Smugleri, som dengang gik
for sig under Kysten, idet Fartøierne i de mørke
Nætter nærmede sig Land og udskibede, tør derimod ikke
anses for utroligt.
Under alle Omstændigheder var den gamle for klog
til direkte at have noget dermed at gjøre; men af og til
rullede der jo underlige Foræringer ind i Stuen til ham,
saasom Dunke med Genever, Smaasække med Kaffe,
Tobak, Mel osv., og han sad overhovedet paafaldende
velholdent i det derude paa Skjæret.
Den eneste Gang, man mindedes at have set ham ved
Kirken, var, da han kom roende med sin Hustrus
Ligkiste. Da Tromøpræsten skuffede Muld over den,
trillede Taarerne ned af hans Ansigt, og man lagde Mærke
til, at han ikke forlod Kirkegaarden, før det blev mørkt
om Aftenen.
Paa de sidste Aar var «gamle Jakob», som man kaldte
ham — hans fulde Navn var Jakob Raklev — sygelig
og havde mindre let for at ro den lange Vei indover til
Byen. Han havde paa Grund af en gammel Benskade
endog til sine Tider ondt for at komme ned i Baaden,
og sad da fordetmeste i Uldtrøien med Skindsælerne
over ved Gruen med sit Indearbeide.
Af og til, naar Sønnedatteren — et Pigebarn med et
tykt Haar om Ørene og en ragget Hund stadig i Hælene
paa sig — fo’r ind i Stuen med Veiret saa at sige
blæsende om sig og aflagde sine Beretninger, kunde han
vel lokkes til Vinduet for at se udover Sjøen og derpaa
under en tvær Brummen med noget Besvær endog følge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
