Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lodsen og lians Hustru
47
stændig op for hende. Hun satte Stagen haardt hen paa
Bordet og nedlod sig i Stolen ved Siden af.
«Saa det siger man!» — yttrede hun endelig. Hendes
første Angst var over; men nu tog Harmen hende, og
hun reiset sig med Hænderne i Siden og gnistrende Øine
— hun var en Kone, man maatte vogte sig for at
fornærme.
«Saa, — de har alt faat sat Elisabeth ud for den Løgn!
Tvi! Og Du lægger Mund til, Salve! Da skal jeg sige
Dig, at Becks Hus er et saa skikkeligt, som der staar i
Byen, og Folk som Du og dit Slags aarker ikke at tage
Æren fra det. — Vær Du rolig for, at jeg skal fortælle
Elisabeth hele din nette Tale og Kapteinen og
Sjøoffi-ceren og Madam Beck med, saa skal Du blive jaget fra
«Juno» som en vaad Hund! — Saa, — Du gik med den
Mening, at Elisabeth behøvede at tigge Sjøofficeren om
Æren?»
«Kjære Mor Kirstine!» raabte han ind i denne
Ordstrøm — «jeg gik ikke med nogen Tanker, for jeg har
været langveis; men jeg hørte idag nede paa Kranen
Anders i Brækken sige det saa forvist altsammen.»
«Anders i Brækken? Saa han sagde det, den
jammerlige Sledsk — til Tak, fordi jeg var hos hans Kone i
forrige Uge! Jeg skal nok finde ham. Men i slige Sager
er Hæleren saa god som Stjæleren» — fortsatte hun
indigneret —. «Det var Becks egen Datter, som var her og bød
Elisabeth en skikkelig Kondition i et skikkeligt Hus, og
det var med mig hun talte, forstaar Du det, Gutten min!»
— her viste hun med dirrende Pegefinger selvfølende mod
sit eget Bryst — «saa Elisabeth har ikke tigget sig did.
Du behøvede ikke at rømme af Vagten for at fare med
sligt, og Elisabeth skal faa høre — ja hun skal faa høre
det!» ivrede hun, og slog den ene Haand indeni den
anden, saa det klaskede; «hun skal faa høre din nette
Tro om hende!»
«Kjære Mor Kirstine, jeg mente det jo bare godt,» bad
han; han var biet saa lettet om Hjertet, — «sig det
endelig ikke til Elisabeth!»
«Jo, vær Du sikker, hun skal faa høre det!»
«Mor Kirstine,» sagde han lavt, idet han saa ned, «jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
