Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63 Lodsen og lians Hustru
62
for gik hun lige til ham og sagde, idet hun stolt og vredt
saa ham i Ansigtet:
«Jeg reiser ikke til Arendal med Dem, Hr. Beck!»
«Hvorfor ikke, Elisabeth?» spurgte han tilsyneladende
ligegyldig, idet han søgte at møde hendes Blik.
«Jeg reiser ikke, det var det, jeg vilde sige Dem!»
gjentog hun stigende harmfuldt, medens Stemmen
skjæl-vede; — der var noget mægtigt bestemt i hendes Mine.
Han stammede forlegen:
«Mener Du da, Elisabeth» —; men da havde hun alt
vendt sig fra ham. Der laa i selve den Maade, hvorpaa
hun gik henover Volden noget haanligt afvisende, der
forekom ham fortvivlet herligt og stolt.
Turen blev omordnet; men det kom dog trods
Løit-nantens Finhed uforvarende op, at det var Elisabeth,
som ikke havde villet følge i Baaden alene med ham,
og dette fandt Madam Beck meget agtværdigt.
Hun skulde selv tænkt paa, at det var mindre
passende, sagde hun; men mente derhos noget strengt, at
hun burde have talt med sin Husmoder derom først.
XIII.
Endel Reparationer ved Huset inde i Byen vilde denne
Gang tvinge Familien til at opholde sig paa Landstedet
til temmelig senhøstes.
Man havde dog endnu i smukke Septemberdage en
Efterrest af Sommeren. Sundet laa i de forskjellige
høstlige Farver eiendommelig stemningsfuldt, og man
tilbragte fremdeles gjerne Aftenerne ude paa Trappen.
Der var usædvanlig Stas, da Kommissionens
Medlemmer med deres Formand var budne didud.
Om Aftenen, da Herrerne sad alene ude i Lunden, og
Elisabeth kom ud med en Forstærkning af varmt Vand
til Toddyen, tillod Kapteinløitnanten sig at sige en Spøg,
der drev Rødmen op i hendes Kinder.
Hun svarede intet, men Vandmuggen skalv i hendes
Hænder, mens hun satte den hen, og hun gav derunder
vedkommende et Øiekast saa djærvt forbittret og
foragteligt, at han et Øieblik følte sig hovmesteret.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
