Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69 Lodsen og lians Hustru
62
samtidig næsten bønlig besvarede hans Haandtryk, —
det første, han havde faat af hende.
«Og da er Du min, Elisabeth?»
«Ja, da,» — hun søgte at undgaa hans Øie.
«Farvel da, Elisabeth! — men jeg kommer igjen paa
Lørdag, jeg kan ikke længer undvære at se Dig!»
«Farvel!» — sagde hun noget tonløst.
Han sprang ned til Seilbaaden, som laa og ventede;
men hun saa ikke efter ham og gik med sænket Hoved
den modsatte Vei ind.
Smaa Ting veier ofte tungt i Indtrykkenes Verden.
Elisabeth var overvældet af hans storartede
Tænkemaade, da han havde erklæret, at han vilde hæve hende
op til sin Hustru. Hun følte, at det var hendes Værd i
hans Øine, som havde opveiet alt. At han skulde vige
tilbage for den ydre Kamp med Familien, havde hun
derimod ikke tænkt sig. Selv havde hun jo følt, at det
vilde blive pinligt, men i dette Stykke stillet sig bag
hans mandige Skjold. Da han nu saa uventet begyndte
at forlange Prutningsmon paa Tiden, først endog slig,
at han selv agtede at være borte, naar Sagen kom op i
Hjemmet, fo’r der gjennem hende en Følelse, som hun
i sin indre Angst instinktmæssig greb som et reddende
Halmstraa for dog mulig endnu at faa betænke sig.
Det gik haardt og tungt i hende i de Par Dage, indtil
Carl Beck kom igjen, og Natten var som i Feber.
Lørdag Aften kom han, og den første, han hilsede,
var hende; — han syntes næsten ikke længere at ville
lægge Skjul paa Forholdet, medens hun stille og bleg
syslede ud og ind af Stuen.
Han havde med et Brev fra Faderen, der blev oplæst
efter Bordet.
Det var dateret fra en sydamerikansk Havn, og deri
omtaltes ogsaa Salve. Paa Høiden af Cap Hatteras
havde de havt et haardt Uveir, hvori de var nødte til at
kappe Storestængeriggen. Stangen hang endnu igjen
ved et Par af Taugene og slingrede i den overhændige
Sjøgang frem og tilbage mod Underriggen, saa at den
holdt paa at slaas fordærvet. Da havde Salve
Kristiansen dristet sig op for at kappe Resten, og medens han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
