Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
82
Lodsen og lians Hustru 62
«Paa Havsens Bund med min Karen! Nei, da sprang
jeg før selv.»
«Ja, men om hun nu havde været dig utro?» —
fortsatte Salve igjen idet han med en vis dæmonisk Lyst
gik den arme Kar paa Klingen.
«Ja, men det er hun ikke.»
Nils duede ikke for det abstrakte og var ikke til at
drive længer i den Sag. Men han var dog bleven stødt
og entrede lidt efter ned uden at sige et Ord.
Resultatet af Salves bittre Betratninger oppe paa
Raaen var blevet den faste Beslutning at rømme,
saasnart «Juno» bare kom til Rio. Han vilde ikke længer
træde den samme Skibsplanke som Elisabeths
Svigerfader.
«Heller i Havet end tilbage til Arendal igjen!»
mumlede han, som han gav sig til at stige ned.
Siden udpaa Natten, da Maanen var staat op, kom
Nils, der ikke havde faat Ro i Køien, igjen hen tü Salve.
«Hvad jeg vilde have gjort — spurgte Du? — Jeg skal
sige Dig det,» — sagde han efter et lidet Ophold,
hvorunder hans troværdige Ansigt syntes tynget af
Forestillingens hele Vægt, — «jeg vilde været død paa
Dørstokken.»
Salve stod en Stund og saa paa ham. Der kom i
Maanelyset et eget blegt Skjær over hans Ansigt.
«Ser Du,» — sagde han ironisk og lagde Haanden
paa hans Skulder; «jeg har ikke nogen Hustru, men er
alligevel død paa Dørstokken, — saa nu bare spøger
jeg!» Han gik fra ham med en tvungen, skarp Latter.
Nils Uvaagen blev staaende uvis og grundede. Det var
ikke umuligt, at Salve havde gjort Nar af ham. Men
en anden Følelse var dog den overveiende. Den sagde
ham, at han havde kastet et Blik ind i et fortvivlet
Sind, og han følte dyb Medynk.
— Man stod langsomt nordostover langs Kysten af
Brasilien for ethvert Seil, som blot kunde trække.
Hver Morgen ved Enden af Hundevagten, naar Solen
havde sin pragtfulde Opgang ude i Havet, reiste
Landvinden sig forfriskende og bærende med sig en Duft af
alskens krydrede Urter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
