Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
Lodsen og lians Hustru 62
Husets yngre Herrebekjendtskaber, — en elegant
Kommis ved et af de større Kontorer oppe i Byen, der
affekterede lidt af en Mynheer, samt en lysbaaret,
rødmusset Skippersøn ude fra Vlieland —, var begge
Slægtninge af Garvloit.
Uagtet Elisabeth i sin selvforglemmende Ligefremhed
mod dem ofte ikke syntes at kjende de vedtagne Former,
kom de dog snart paa det rene med, at der alligevel var
det, der forbød at nærme sig den unge Pige over den
Streg, hun selv angav. Af hendes Væsen skimtede frem
noget alvorligt, næsten myndigt, som de følte sig
underlegne, men som tillige netop gjorde hende saameget mere
indtagende, naar hun spøgte, og hendes udtryksfulde
Ansigt straalede af overgivent Lune.
De to kom regelmæssig hver Søndag, var overmaade
skinsyge paa hverandre, overbød hinanden, naar
Leilighed gaves, og havde begge den bestemte Følelse, at de
sukkede forgjæves.
Den anden Høst, da Skipper Garvloit kom hjem,
fortalte han, at Sjøløitnant Beck var forlovet med
Postmester Forstbergs Datter i Arendal, og han bragte selv
mange Hilsener fra hende til Elisabeth. De skulde
giftes til Vaaren.
Efterretningen var en stor Glæde; thi det havde
mangen Gang hvilet tungt paa hende, at Beck maaske nu
levede ulykkelig for hendes Skyld; — hun sluttede af
sin egen Følelse for Salve.
Det var som en stille Festaften for hende, da hun ved
Sengetid sad alene ved Vinduet oppe i sit Værelse og
saa nedover Kanalen og Skibene i det rolige Maaneskin.
Hun tænkte paa sin Veninde og forstod af hendes
Hilsen, at hun ikke kjendte noget til hendes Forhold til
Sjøofficeren.
Hun var lettet, saa lettet ved at vide, at han dog ikke
havde taget Forholdet til hende dybere. Et Smil, der
tegnede sig ved Læben, viste dog, at han samtidig ogsaa
blev veiet, og hendes Tanker gled siden, medens Maanen
satte den gule Vinduesramme inde paa Væggen over
hendes Seng, den Vei, de helst vilde — udover i Verden
til Salve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
