Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
173 Lodsen og lians Hustru
62
havde vovet og virkelig udført, og hun mærkede,
hvorledes de alle saa op til ham.
Hvilket Hjerte gjemte han ikke igrunden! — Det
vidste hun alene, — de andre dømte ham kun efter hans
haarde, barske ydre.
I den første Tid, da det at opnaa Lodsbestillingen
endnu stod som Maal for hans Ærgjerrighed, havde dette
for endel udøvet sin heldige, afledende Indflydelse, og
det havde ialfald ikke hændt, at han nogengang, saaledes
som sidenefter, gav sig til at sidde henne i Arendal
istedetfor at komme hjem efter sine Ture.
Det var især et Par Begivenheder, der dannede et
bestemt Vendepunkt, nemlig da Kaptein Beck, der havde
slaat sig op til en formuende Mand, udnævntes til
Lodsoldermand og som saadan blev Salves overordnede, og da
hans Søn, Sjøofficeren, efterat være udtraadt af
Marinen, flyttede til Arendal og overtog Faderens store
Skibsværft.
Siden Becks var kommet, kunde Elisabeth altid være
sikker paa at finde ham i mørkt Humør, naar hun
engang imellem havde været en Tur inde i Arendal for
at gjøre Indkjøb og se til sin Moster. Det gav sig gjerne
Luft i en bidende Harcellas over gamle Becks
Uduelighed som Lodsoldermand. Hun lod derfor ogsaa dette være,
skjønt i Begyndelsen ikke uden stor Overvindelse; thi
hun følte stærk Trang til engang imellem at komme ud
blandt Folk og se andre Forhold end de daglige
ensformige paa Merdø.
I den sløve Ensomhed, hvori hun saaledes
efterhaanden hensank, var disse seigpinende Sindslidelser tilslut
blevet hende et vanemæssigt Aag. Og næsten mere end
af sin oprindelige Beslutning opretholdtes hun nu hver
Gang af Udsigten til den øieblikkelige Belønning, — om
hun var heldig: To, tre lykkelige uforstyrrede
Solskinsdage i Hjemmet, i hvilke hun syntes, hun havde ham
hos sig slig, som han var i den første Tid.
Det glippede desværre kun altfor ofte.
Men netop det, at Elisabeth saaledes mere og mere
gav efter og underkastede sig, gav hans altid vaagne,
lurende Mistanke Næring, idet en Følelse sagde ham,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
