Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
Lodsen og lians Hustru 62
lakerede Speil med Rosen i, der hang inde i Stuen, naar
hun redede sit prægtige, lyse Haar.
Han huskede paa, hvormangen Samtale de havde havt
sammen, medens hun stod der bortvendt, med den ranke
Nakke og den kraftige, velformede Figur og ofte blot
kunde svare ham ved at forandre Udtrykket i sit Ansigt.
Hans Tanke beskjæftigede sig en lang Stund med dette
og med mange andre smaa, kjendte Ting, som kunde
kaldes barnagtige for en overlegen, firtiaarig Mand,
tilmed af hans barske, mørkskjæggede Udseende; — men
han var alt andet end barsk nu.
Han blev med ét saa stille. — Han begreb, at han ikke
kunde undvære hende, og saa sig langsomt om med en
opstigende Angst.
Det forekom ham, som hun virkelig var borte, som
han paa en eller anden Maade havde mistet hende, og
som alt nu stod igjen i Værelset efter hende, stille og
støvet og skulde vedblive at staa saa — uigjenkaldeligt.
«Jeg har fortjent det!» — mumlede han og der laa
Sved paa hans Pande.
«Har hun da havt det slig hos mig, at jeg kan vente,
at hun skulde holde af mig? Er det ikke just min egen
Daarlighed, som er Skylden?
Hun havde Ret, — mere end Ret! — Jeg har
behandlet hende slet, mistænkeligt og tyrannisk, — altid,
bestandig; — nu kan jeg længe nok sidde her og angre
det! Hun var ikke den hun er, om hun taalte sligt!»
Han dvælede ved dette sidste, indtil der i ham
pludselig oprandt en Erkjendelse, og han udbrød med bitter
Haan mod sig selv:
«Jeg har ikke taalt at tænke paa, at hun kunde havt
det bedre, at jeg selv lidet duede imod hende og ikke
kunde være hende nok; — det er det, som igrunden
altid har gaat i mig; — og saa har jeg opholdt mig ved
det, at jeg ikke kunde tro hende!»
«Tror jeg det?» spurgte han sig igjen langsomt, og
hans Ansigt blev, eftersom han tænkte, stedse mere
mørkt.
«Hvilken Godfjot og Nar Du dog er Salve!» lo han
med engang haanligt — «Det er hende, som har været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
