Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
22
Rutland
indtil alt var omkumplet og omordnet saavidt mulig efter
hendes Hoved.
— Jomfru Een sov.
Det vuggede og vuggede, og hun havde været træt. Det
var en fremmed, men ikke ubehagelig Fornemmelse, og
hun begyndte at drømme, at de kjørte skrækkelig
uforsvarligt, saa at hun blev nødt til Gang paa Gang at holde
sig i Vognkarmen; men Sorenskriveren brød sig ikke om
det, uagtet han sad der og dumpede baade til den ene
og den anden Side paa Bagsædet, baade han og Fruen,
og maatte holde sig fast. Det var nogle bløde, slingrende
Fjedre under Vognen; den gav sig tilmed og knagede i
Træværket, og værre og værre blev Veien ... rent ud
livsfarlig! ... Naa det fik gaa, saalænge Sorenskriveren intet
sagde;___men det blev forskrækkelig kvalmt derinde i
Kaleschen. Naar de bare vilde slaa den ned;... men naar
Sorenskriveren intet sagde, saa ...
Jomfru Een vaagnede. Saa det var her, hun var...
paa Sjøen! Kahytstaget gik op og ned over hende med
en utaalelig slingrende Lampe, som enhver maatte faa
ondt i Hovedet af. Det var endnu værre end i
Ormeims-bakkerne, som hun havde drømt om. Det rullede og
væltede! ... Og saa denne Følelse, som det med ét gled
nedefter en lang Bakke og derpaa igjen langsomt hævede
sig helt til det kom paa Toppen, og hun ligesom lettede
i Køien, idet Fartøiet atter skulde bære nedover.
Jomfru Een var svimmel ... kvalm. Hun havde hørt,
at det var rigtigt under saadanne Omstændigheder bare
at holde Køien, og modstod den første pludselige
Indskydelse, som var at staa op og komme paa .Dækket. Ind
igjennem Kahytsvinduerne faldt et graat, trist Dagslys,
og hun saa og hørte Toppen af buteillegrøn, urolig Sjø
stadig skylle og skvulpe imod dem, som der var stærkt
Regnveir. Hun laa og stirrede paa sin Kjole, som gik
frem og tilhage paa Væggen, indtil dens regelmæssige
Bevægelse ligesom manede hende ind i en Døs igjen ...
Det maatte have varet længe; thi det var igjen blevet
skummelt, og Skibsgutten stod ifærd med at tænde
Lampen. Hun havde en dunkel Erindring om, at han flere
Gange havde været dernede ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
