Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
44
Rutland
for at stagvende. Jeg havde surret mig som de andre og
tænkte paa, at vi tilslut havde Trælasten at flyde paa.
Jeg hørte gjennem Raaberten: — «Klar til at vende!
— Hardt i Læ!...Lad falde Anker!» — Ankeret
klirrede ud af Klydset saa hastig, at Kjættingen ulede og
skreg, og Gnisterne føg som en Lysning der forude. Der
var røget noget istykker, eller den havde stoppet, for det
var, som vi pludselig grov hele Forenden under, og i
Graalysningen saa vi et Grundbraat løfte sig med Hvin
og Sus. Vi huggede paany. Kjættingen løb et Stykke til;
Grundbraatet voksede og steg høiere end Salingen.
Der var vist ingen, som tvilte paa, at det var hans sidste
Stund! Jeg hørte Raab og Skrig, saa Kaptein Sivertsen
kaste Raaberten, — det bragede og knagede og saa véd
jeg for min Part ikke mere. Det var, som jeg blev
trukket ned i en Fos og saa med ét slængt op igjen. Hver
havde vel grebet efter det flydendes, han kunde faa Tag
i, og en Stund efter laa vi, hele Mandskabet, mellem
bare Stumper og Stykker, saa vi havde al Møie med at
bjerge os undaf dem. Hver Sjø var fuld af Planker. .
Imellem kom en Vandtønde, et brukket Spant, en Saling
eller et Ruf, saa det var et Guds Under, at vi ikke blev
knuste, der vi laa og holdt os hver paa sin Vragstump.
Skibshunden, stakkar, svømmede om fra den ene til den
anden og slikkede os, men vendte bestandig tilbage til
Kapteinen. Jeg saa den tilslut blive slaaet ihjel mod en
Plankehob af Merset, der kom over den ud af en Sjø.
Saadan laa vi da der og drev, indtil vi ikke saa mere
til hverandre. Jeg laa lavt i Vandet paa en Planke og
stirrede paa Fyret, som begyndte at blinke derinde fra
gjennem Disigheden og ventede paa Dagen. Da det saa
blev lyst, løftede jeg mig i ét væk op, saa høit jeg kunde,
og saa ud efter Seilere eller Baade; bare en Maage viste
sig langt borte eller en Skumtop hævede sig, kunde jeg
blive gjennemvarm af Glæde, og naar det saa ingen var,
syntes jeg, at jeg måtte dø.
Vinden stod vestlig paa, og Strømmen gik lige ind,
altid haardere med svære Brækninger; Rendesuen
sprøi-tede og skummede og slikkede opefter Fjeldet. .Jeg
begyndte nu at skjælve og grue for Fjeldmuren; jeg forstod,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
