Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Rutland
tagende, forsvarsløse Natur nærede hun næsten en Panik
for, hvad han kunde finde paa. Hun likte ikke at se ham
sidde hensunket saadan som i Eftermiddag; det hele
kunde blive for tungt for hans Sind, — han var istand
til at blive siddende saadan ikke blot en Time men hele
sit Liv! og gruble paa den Uret, han laa under for, fordi
han nu engang ikke kunde snakke for sig og vidste, at
om han gjorde det, viklede han sig bare altid værre ind.
Det var ikke godt at vide, hvorhen hans Bitterhed og
Mistro til Menneskene kunde føre ham, — hvad det
kunde ende i.
Hun gik den hele Eftermiddag kun opfyldt af at vente
paa, at han skulde komme hjem. Det varede længe, —
hun saa ud af Vinduet efter ham. Over den graa
Vinterhimmel mørknede enkelte tunge, sorte Tøveirsskyer, halv
Sne halv Regn paa Ruden.
Bernt kom hjem, fik sin Eftasværd og skyndte sig igjen
ud med Smørrebrødet endnu i Haanden. Han maatte
først en Svip, mens det endnu var lyst, ombord i
Adelsten, som de riggede ud. Siden sad han og læste med
begge Fingrene i Ørene, saa det durede.
Der kom et Brev til Kristensen. Det var forseglet med
Lak, og Budet sagde, at det bare var fra
Ligningskommissionen; — det var vel den vanlige Opgave at udfylde.
Hun lagde det hen paa Kommoden og gjorde
Aftensmaden istand.
Det var sildigere end vanligt, da Kristensen slog Sneen
af sig ude i Gangen. Han havde fra Rutland gaaet sig en
ekstra Spasertur i Sludet udover Veien. Han var rød i
Ansigtet af Veiret.
«Det er ret, Mor, traktér bare! det er godt at vide, at
jeg selv har betalt Fisken, — at den ligger der paa
Taler-kenen for min egen Regning. Stel Dig altid saa, Bernt,
at Du kan betale din egen Fisk, saa har Du ingen at
takke, — ingen at bukke og skrabe for, Gut! ... Den,
som eier sin egen Skude, kan spytte til Luvart, saa meget
han selv vil.»
At han gav sit Humør Luft paa den Maade, beroligede
og lettede hende øiensynlig, og da han tillige greb
Aftensmaden an med nok saa freidig Appetit, fandt hun
Anledningen god og sagde:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
