Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
Rutland
«Aa jo, Madam Kristensen! Dersom nogen bare
saameget som rører ved Bernt, skal jeg sætte saamange
Gutter paa dem, baade de nedenfor os og oppe i Smedbakken
og ved Reberbanen, at de nok skal faa...»
«Men, Polly!» bun klappede bende paa Kinden —
«saa skal Du ikke sige til Bernt, at jeg har bedt Dig
saadan om at passe paa ham. Naar vi to tales ved til Jul
igjen, maa Du fortælle mig alt, hvordan det er gaaet.
Vi kommer nok en Tur til Holland, og da skal jeg kjøbe
en stor hollandsk Peberkage med Sucat til Dig. Den er
saa stor som saa. Men hvad sagde han til Dig ellers
derude i Kjøkkenet, Polly! var han meget bedrøvet?»
«Han sagde ingenting ... andet end, at naar han læste
saa flittig paa Skolen, saa vilde han gjerne faa Lov til
at være oppe paa Takkelloftet hos os en Stund om Dagen
og lære. Og naar Bedstefar fik vide, at hans Mor vilde
det, saa skulde jeg faa ham til det som ingenting.»
«Saa, — hør Polly! hvor er din Bedstefar nu?»
«Ude paa Adelsten og rigger. Han kommer først hjem
Klokken syv.»
«I dette Fog og Styggeveir!» — Madam Kristensen
betænkte sig lidt. Klokken syv var den Aftenstid, da ogsaa
Kristensen kom hjem. Hun aabnede Døren til
Kjøkkenet:
«Hør Bernt! Adelsten ligger jo bag Skibsværftet. Du
faar følge med mig ombord; jeg har noget at tale med
Takkelmesteren om.»
Hun tog Kaabe og Paraply og gik med sin Søn op ad
Gaden Veien over Kleven til Hovedhavnen.
Kjelsberg var af hine gamle Riggere eller
Mesterbaads-mænd, der levede og døde for sit Kald. Hele Verden var
i hans Øine ikke andet end et Fartøi, som Vorherre holdt
paa at rigge ud for «hinsides». Han brugte at rigge i al
Slags Veir. Krogrygget, som han var, stod han og stødte
Stokken i Dækket og kommanderede med store Lovaatter
paa, naar det var koldt eller Slud, idet han for de
umedgjørlige Bens Skyld sjelden rørte sig af Flekken, og mere
aad end tyggede Tohak. Arbeidet gik nu i disse Dage
fra Morgenen til det blev mørkt. Han var knap hjemme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
