Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131 Rutland
Bernt staa Nummer én paa Kirkegulvet for al
Menigheden lige over for Grethe Nilsen.
Madam Kristensen var bevæget og græd meget. Der
var Øieblikke, hvori hun ikke saa Gutten for Graad. Hun
kunde ikke for det; men det var, som noget trykkede
hende, — en eUer anden tung Anelse...
Gratulationerne var forbi, og Hverdagene indtraadte.
Hele Forskjellen var, at Bernt gik med Uhrkjede
udenpaa Vesten; men indvendig var det ikke saa. Han havde
til Konfirmationsdagen knyttet mange Luftkasteller og
store Illusioner. Den voksnes frie Land skimrede bagom
den! Naar han var konfirmeret, vilde han tage Hyre for
Langfart... se Kalifornien og Kap Horn og Negre og alle
fremmede Folkeslag lige til de, som spiste Slanger som
vi Aal, — det havde Bergenseren fortalt, — og bakse
sig frem først til Styrmand og saa til Kaptein. Bagom
Konfirmationsdagen laa for hans Længsel hele det frie
blaa, af Seilere, Eventyr og Farer fyldte Hav. Han havde
arbeidet og fornegtet sig paa Skolen for at naa denne
Dag. Og nu gik han der med en ung Sjøguts hele
Længsel og taug og ventede paa de Ord af sine Forældres
Mund, der skulde løsne Linen og lade ham flyve ud. Den
mørkhaarede Gut havde et Drag i Ansigtet, saa ung han
var, som mindede baade om hans Far og Mor; det var
Faderens indbrændte mørke Øine og hendes bestemte
Mund og Næse. Der var Villie i Arv fra dem begge.
Han gik paa Skolen og kom hjem igjen og lagde sine
Bøger regelmæssig ind som før; mens hans Tanke
tællede nu blot Dagene, til hans Frihedstime skulde slaa.
Han vidste, at det ikke kunde gaa for sig uden en
Brydning mellem Forældrene, men havde dog endnu aldrig
set, at Moderen ikke fik sat igjennem det, hun for Alvor
vilde.
Idet han en Eftermiddag kom hjem, kastede han
utaalmodig sine Bøger paa Bordet:
«Men Mor! — skal det da aldrig blive? Det er til liden
Nytte, synes jeg, jeg gaar frem og tilbage imellem
Skolen og her og laverer. Jeg... jeg aarker det næsten ikke
mere. Du faar lade det bære løs.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
