Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135 Rutland
did! Han sagde det næsten, som han havde ondt for at
faa Lyden frem.–«Me..n tænk Du! Nu véd Du, hvad
jeg vil... og Du Bernt med! ... Vil Du have en Skilling
af din Far til at komme frem for, saa lystrer Du!»
Aarerne stod blaa ved hans Tindinger, og hans mørke
Øine brændte truende udover baade Mor og Søn.
Der blev Taushed, hvorunder Faderen gik langsomt op
og ned, medens Sønnen sad med nedslagne Øine og bed
Tænderne sammen for ikke at bryde ud i vild Hulken.
Kristensen nikkede utaalmodig hen til ham, og Bernt
forstod, at han havde at gaa ud af Stuen.
Der blev, om muligt, endnu mere lummert og tyst efter
ham. Madam Kristensen havde sluppet Sytøiet og sad
med sin bestemte Mine og saa hen for sig, medens hun
med Albuen mod Bordet holdt Haanden op til Kinden.
«Er det ikke paa Tide, Du tænder Lyset nu, Gjertrud?»
Hun vendte sig paa Stolen imod ham: — «Sig mig,
Kristensen! Lader Du virkelig Gutten gaa fra Dig paa
den Maade, — tvungen? ... Jeg havde nær sagt, baade
mig og Gutten? — Der er Du ikke bange for at tage
Ansvar paa Dig, synes jeg!»
«Fordi jeg er grei paa, hvad jeg vil.»
Der blev en yderligere dyb Taushed, hvorunder Madam
Kristensens Bryst gik heftig op og ned. Havde der ikke
været Skumring, vilde han have set sin Hustru sidde
aldeles bleg med Læberne sammenpressede. Endelig udbrød
hun med tilkjæmpet Ro:
«Aldrig havde jeg troet, at hvad jeg vilde, veiede saa
lidet hos Dig, Kristensen!»
«En maa holde Rattet, Mor! og staa for Styringen —
og det faar være mig! Du har i mange Aar faat stelle
det, og faat Tak til, og jeg har jo ikke brudt mig saa
farlig om, at nogen kunde tænke, jeg var en Dot. Men,»
— han gik nær hen til hende og saa hende ind i Øinene,
— «tror Du ogsaa, jeg er det, Gjertrud! saa skal Du
smukt komme til at sidde med Rokken herhjemme Aaret
rundt.»
Hun havde pludselig set den fornærmede
Mandsvær-dighed glimte op og forstod, at hendes egen Stilling til
ham begyndte at blive farlig. Hun havde i Livets Løb
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
