Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gaa paa I
97
«Jeg bruger saa lidt at betænke mig, Jomfru Rørdam!
Kommer Listen til mig, skal der staa Rejer Jansen
Juhl!» sagde han hvast.
Sara studsede; der laa en stærk Selvfølelse i hans Ord
og Mine, og han skarrede stærkt paa «Rejer».
«Vi hjælper os med Juhl alene,» mente hun leende.
Hun mysede saadan lidt med Øinene, mens hun saa paa
ham og tog Listen; — «sætter De de andre Navne til,
kan De komme til at betale for tre!» ...
Spansk var hun, det var ikke til at tage feil af; men
var hun kry, saa var han kry igjen. Det skadede ikke, at
hun havde faat høre hans Navn!
«Hun der kaprer de mig ikke saa let!» hviskede
Kanoneren; han pegte med Piben efter Sara, som just drog
ud af Døren med Veninderne — «Jeg skal sige Dem, min
Ven! — Hm! hm! her kommer andet Veir, det kjender
jeg i Træbenet» — afbrød han med en Grimace — «jeg
har gi’t hende en Smule Kikkert ind i Kahytsruffet at
se sig for med og observere sin Mand. Det er ikke nok
der at komme strygende i vide Bukser og Hat med lange
Silkebaand nedover Snuden! Hun kjender dem, skulde
jeg mene, — en Kjæreste i hver Havn! ... Jo jeg har sat
hende ind i Omstændighederne, ganske og aldeles. Jeg
er vant til at snakke ende ud, skal Du vide, kalde
Tingen ved sit rette Navn, eftersom hun har sine fire
Søskende at forsørge, om jeg falder fra. Enten en
gjæld-fri Kaptein, Sara! har jeg sagt, eller en Styrmand, en
Kar, som Du ser, der er rigtig Kjærnetag i, — eller
ingenting, — spunds, punds nichts! Kommer en Matros,
— om han er saa vakker som Guld, er det at holde stiv
Kurs uden at se ham. Og for Sjøofficerer er det bare
at luffe op straks, og saa helt overstag og paa anden
Boug, — helt ud af Farvandet, Sara! siger jeg; de Folk
er det totale Havari.
Ser Du, min rare Ven, jeg gir hende blot to Øine i
Ho’det, og derfor... hi, hi, hi, kji, kji, kji,» — han
puffede Rejer i Armen, «krydser der mange efter hende!
Me-n ... hi, hi, hi, kji, kji, kji» — han peb og hvinede
og hostede i Stemmen, — «hun véd, hvad htm skal
tænke»...
1 — Jonas Lie: IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
