Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
100
Gaa paa I
lidet Knirk, — han følte sig som en Fugl; og
Tømmer-mandsdatteren gav ikke tabt... Det var en behændig
Manøvreren mellem alle Slags Par, sene og snare,
klodsede og snublende, uden et Øieblik at støde an, altid
raskere og hændigere end nogen af dem. Og da han
endelig satte hende ned, var det ikke af Mangel paa
Villie til at fortsætte, — han var noget af en løbsk Hest,
der var kommet i Rend, men fordi Musiken med ét
stansede.
Da han gik fra hende tvertover Salen, følte han sig
Herre paa Pladsen; der tvilte ingen nu paa hans Ret
til Gulvet.
Se saa, — nu begyndte den kjedelige Engelsdans igjen,
som han ikke kunde. Han var slet ikke længere i Humør
til at lade sig slæbe igjennem den som sidst for
Bugser-tros8e sat an i en aller anden Madam.
Han var i sit Mod avanceret fra Forsvaret til Angrebet
og begyndte at se en Smule paa de andre. Turen kunde
nu være kommet til ham at dømme og mønstre.
Han sad der i en temmelig flot Stilling med Benene
overkors paa Bænken, mens han iagttog Engelsdansen,
og han følte godt, der var mange, som saa hen paa ham.
Imellem de dansende heftede hans Blik sig mere og mere
ved en Skikkelse i blaa Kjole — saadan, hvad han vilde
kalde rigtig frisk middelhavsblaat med en Bris! — det
var Fart med hende, — og hvide Strømper og Sko. Det
var Sara Rørdam, som altid dansede blandt de øverste.
Det stod ikke til at nægte, at det var Figur og Reisning!
— af disse stærke, myge Master, som kan bære svære
Seil uden at Stængerne gaar. Jo, Ret skal være Ret, det
er en stolt Skikkelse, — prægtigt Haar; gult og mørkt
om hinanden, lidt af Zebraen i Menageriet i Triest; —
men vakkert nok! kun skulde hun ikke yderligere
forspanske sin Nakkereisning med at sætte Haaret saadan
i Knude, — hun er kry nok før. Munter var hun, saa
det lyste af hende, ikvæld; han hørte hende le deroppe,
og nu kom hun nærmere og nærmere nedover. Der er
mangeslags Fruentimmer i Verden, tænkte han, nogle
man liker og andre man ikke liker; men ingen kan gi’
Grunden for det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
